Gå på opdagelse i rekvisitten og udforsk scenografi-værkstedet

På Kulturnatten kan du opleve værkstederne, hvor kulisserne til DR’s programmer bliver til, og gå en tur på DR’s enorme rekvisitlager.

Medarbejderne i rekvisitten skaffer eller fremstiller materialer, der skal bruges i både DRs egne eller eksterne kunders tv-optagelser eller udstillinger. (© Morten Nevado)

Hvor: Værkstederne ligger i stueetagen med adgang fra receptionen. Rekvisitlageret findes i kælderen

Hvornår: Hele aftenen

Med mange DR-produktioner følger mange kulisser, men hvor kommer de egentlig fra? De bliver såmænd fremstillet af DR selv, og på Kulturnatten får du mulighed for at gå en tur på egen hånd i værkstederne, når DR Scenografi slår dørene op for besøgende.

DR Scenografi bygger scenografien til programmerne på DR’s flader, og afdelingens tømrere, snedkere, malere og tapetserere har blandt andet lavet præstegården til ‘Herrens Veje’ og ‘Alle mod 1’-studiet, som du måske kender fra fjernsynet hver fredag på DR1.

Værkstedet er åbent, men det vil ikke være bemandet på aftenen, så du kan opleve det i dit helt eget tempo.

Rekvisitter i alle størrelser

DR’s enorme rekvisitlager holder også åbent på Kulturnatten. Her får du mulighed for at bevæge dig rundt mellem frimærker, sofaer, udstoppede dyr og meget mere, og måske kan du finde en rekvisit, du har set i et af DR’s programmer. Ingen har helt styr på, hvor mange rekvisitter, der egentlig er på lageret, men buddet lyder på mere end en million.

Rekvisitterne bruges primært i DR’s underholdnings- og faktaprogrammer, TV-trailere og dramaserier, men også eksterne kunder benytter sig af DR’s store samling.

Blandt andre har TV 2 lånt rekvisitter til ‘Badehotellet’ for at skabe den helt rigtige 1920’er-stemning.