Brita er årets praktikantvejleder: ’Praktikanter skal føle sig velkomne’

1. august begynder en række nye journalistpraktikanter i DR, og de får en vejleder tilknyttet. En af dem er Brita Kvist Hansen, der er kåret som mediedanmarks bedste af slagsen. Her fortæller hun, hvordan hun går til opgaven.

Brita Kvist Hansen blev modtager af Praktikantvejlederprisen 2023. (Foto: © Anne Grete Andersen)

- Jeg håber, du skriver mere om praktikanterne end om mig, smiler Brita Kvist Hansen.

Det kan jeg ikke helt love, for jeg har sat hende stævne, fordi hun før sommerferien modtog Praktikantvejlederprisen 2023. Den blev uddelt på Bremen Teater i København i forbindelse med Kravlingprisen, der er Danmarks største prisuddeling for mediestuderende.

I juryens begrundelse hed det blandt andet:

’Rent fagligt er Brita Kvist Hansen som et lysende fyrtårn for de unge mennesker, der har indstillet hende til den her pris. Men for os i Danske Mediestuderende, som har valgt at tildele Brita prisen, så har det vigtigste været, at hun er en praktikantvejleder, som man altid kan komme til rent personligt. Brita rummer og viser en interesse og et ansvar, som de færreste formår. Vores branche og vores generation har brug for folk i mediebranchen, der er som Brita Kvist Hansen’.

Et fortroligt rum med praktikanterne

Brita Kvist Hansen er journalist på DR Nyheders udlandsredaktion og en af fem praktikantvejledere i DR Nyheder, der hver følger 4-5 praktikanter i hele deres forløb på tværs af redaktioner. Når hun selv skal sætte ord på, hvordan hun går til opgaven, siger hun:

- Jeg fortæller praktikanterne, at det er op til dem, hvordan de vil bruge mig. De skal vide, at vi har et fortroligt rum sammen. Jeg spørger dem jævnligt, hvordan det går, hvad de er optaget af, om der er noget, de er i tvivl om. Jeg opfatter mig som en, der lytter og prøver at høre, hvad de fortæller – også dem, der fortæller, at det går smaddergodt. Det handler om at få dem til at reflektere over deres praktik, så vi sammen kan se på, om jeg skal gøre noget, eller de selv skal gøre noget for at få det bedste ud af tiden. Intet problem er for lille, og jeg prøver at reagere meget hurtigt, når der er noget.

Tryghed og trivsel spiller en stor rolle

Som praktikantvejleder har Brita Kvist Hansen fokus på de faglige udfordringer, praktikanterne møder, men i lige så høj grad deres trivsel.

- Man skal være tryg og glad for at have muligheden for at udvikle sig. Praktikanterne skal føle, at de er gode nok, og at de er velkomne. Det er vigtigt med et godt arbejdsmiljø for os alle, men i særdeles for folk under læring. Der er pres på dem. De skifter redaktion hver tredje måned – tænk på, hvis du selv skiftede job hver tredje måned, siger Brita Kvist Hansen og tilføjer:

- Vi har i DR selv lavet tema om sårbare unge, og det er vigtigt. Vi har en generation af unge, der er meget åbne, og det har stor værdi. Vi opdrager dem til ansvar for egen læring, og det synes jeg i den grad, de har – samtidig med, at de er hele mennesker. Det gør ikke noget, at man viser lidt ’svaghed’.

Brita Kvist Hansen nyder at være praktikantvejleder og samspillet med de unge mennesker, der er på vej ind i branchen.

- Det er spændende at arbejde med mennesker, der kaster sig ud i faget. De er sjove, dygtige, kommer med ideer, har etiske spørgsmål og spørger, hvorfor vi gør, som vi gør. De ser på journalistfaget på ny. Det glæder mig at se, når nogen træder ud af skyggen af tvivl eller andet undervejs – at man kan være en støtte for, at de slår rod i, at de skal være journalister: ’Yes, det vil jeg godt’ – at de går fra praktiktiden med den power. Det er menneskeligt givende.

'Mange andre skulle have en statue'

Hvordan bliver man mediedanmarks bedste praktikantvejleder?

- Fordi praktikanterne er så søde at indstille en, smiler Brita Kvist Hansen og fortsætter:

- Jeg har ikke gjort noget specielt. Jeg har et godt samarbejde med de fire vejledere i DR Nyheder. Jeg har prøvet at lære, hvordan de andre er gået til opgaven. Jeg kan lide det faglige fællesskab, vi har – også mellem praktikantvejledere på tværs af huset.

Hvad betyder det for dig at modtage Praktikantvejlederprisen fra Danske Mediestuderende?

- Det er superfedt, at prisen findes. Det er en dejlig anerkendelse at få. Det minder en om, hvor vigtigt det er, at vi tager os godt af praktikanterne. Jeg er glad for begrundelsen – at det er noget menneskeligt, jeg gør. Der er mange andre på redaktionerne, der skulle have en statue, for de tager godt imod praktikanterne og tager dem ind i den kollegiale varme med det samme, siger Brita Kvist Hansen og fortsætter:

- Jeg fik en statue og en buket blomster – ikke en hængekøje. Nu kommer der nye praktikanter, og det bliver spændende at se, hvad de kommer med. Jeg glæder mig til at møde dem, og jeg bliver ved med at være nysgerrig. Man skal aldrig tro, at man kender folk og ved, hvad de kan. DR er heldig, at så mange vil herind. Vi skal sætte pris på den begejstring og tillid, vi møder hos dem. Vi lover dem kvalitet i vores opslag. Det skal vi give dem – de kunne have valgt et andet sted.