De gør verden lidt nemmere at forstå

Explainer-redaktionen i DR Nyheder prøver at nå en målgruppe, der i forvejen er svær at fange med nyheder og aktualitet – de 15-40-årige streamere. Kom med ind i deres ’udviklingslaboratorium’ her.

For at gøre historierne skarpere og for at få et fælles sprog på redaktionen har explainer-redaktionen skabt et formatkatalog med seks forskellige genrer af explainere. Det har været med til at gøre idéudviklingen nemmere. Her er det journalist Alexander Jonassen (tv.) og redaktør Jakob Skov Jakobsen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

Taler alle om Taliban, udrejsecentre, om lugtesansen efter corona eller om, hvorfor Danmarks spionchef sidder bag tremmer, taler de sikkert også om det på DR Nyheders explainer-redaktion. Men redaktionen gør det ikke nødvendigvis på samme måde som alle de andre kolleger, de sidder iblandt i Newsroom i DR Byen.

Explainer-redaktionen er lidt et udviklingslaboratorium – eller en ’legestue’, om man vil, i DR Nyheder. Målet er at lave aktualitet, nyheder og baggrund, der appellerer til de yngre streaming-brugere mellem 15 og 40 år. For i mange tilfælde tænder de unge og yngre ikke for den klassiske TV-Avis.

- Redaktionen er skabt ud af et ønske om at ramme dem, der ikke ser flow-TV, med fedt indhold, som er lavet på streamingens præmisser. På explainer-redaktionen producerer vi selvstændige programmer på seks til otte minutter, og ideen med dem er, at de skal give seerne sammenhæng og overblik midt i den massive strøm af nyheder, understreger Jakob Skov Jakobsen, der er redaktør for explainer-redaktionen. Udover ham består den af tre tilrettelæggere, to klippere og to grafikere.

Explainer-redaktionen blev sparket i gang i sommeren 2020. I takt med at danskerne streamer mere og mere, og en del ikke længere har et tv-signal derhjemme, bliver DR’s tilbud også tilpasset til dén virkelighed. Og det prøver ikke mindst explainer-redaktionen at gøre på nyhedsfronten. I gennemsnit kommer der 1-2 nye explainer-videoer om ugen, og videoerne kan ses på både DRTV, på dr.dk og på DR Nyheders Instagram- og Facebook-profiler.

- Vi er på den ene side med til at understøtte nogle af de store satsninger, der er i DR Nyheder. For eksempel gjorde vi meget ud af den såkaldte Dan-Bunkering-sag, hvor et dansk firma blev dømt for at overtræde EU's sanktioner ved at levere jetbrændstof til brug i Syrien. På den anden side kaster vi os nogle gange over vores egne historier om noget af det, som fylder meget i målgruppens hverdag, forklarer Jakob Skov Jakobsen.

Video: Se et sammenklip af redaktionens forskellige explainers her:

Har skabt et formatkatalog

For at gøre historierne skarpere og for at få et fælles sprog på redaktionen har explainer-redaktionen skabt et formatkatalog med seks forskellige genrer af explainere. Det har været med til at gøre idéudviklingen nemmere. Der skal dog altid være en aktualitetskrog.

- Det tager flere dage at producere vores explainere, og derfor er de snarere tidsaktuelle, end de er dagsaktuelle. Vi træder typisk et skridt tilbage i dem, og vores eksistensberettigelse er netop, at vi kan give folk noget ekstra, og at explainerne ikke bliver totalt uaktuelle, fordi der sker en ny udvikling i en sag, siger Jakob Skov Jakobsen.

En del kender nok det, at man er blevet bombarderet med så mange facts og udtalelser i en aktuel sag, at man til sidst er helt rundforvirret over, hvad der i grunden er op og ned i en sag. Her skal explainerne så - med godt fortalte og velresearchede historier – få målgruppen til at ’forstå og mærke verden’, som det hedder i redaktionens koncept. Explainerne er garneret med tempo, humor og hurtigere klip end i et almindeligt tv-nyhedsindslag i TV-Avisen.

Skal forklare høje energipriser

Da vi besøger redaktionen, er journalist Alexander Jonassen i gang med at lave explainer om, hvorfor energipriserne stiger så voldsomt lige nu. Det er en opfølger til en video, han har lavet tidligere om inflationen, der også ryger i vejret.

- Det er ret komplekst, så det skal virkelig forklares. Vi er selv generalister på redaktionen, men vi samarbejder blandt andre med DR Nyheders input-redaktioner (fagredaktioner, red.), som ved meget om området og eksperter udefra. Noget af det, vi bruger særligt meget tid på, er anslaget til historien og på at få folk ’fanget ind’, forklarer Alexander Jonassen. Han har tidligere været skrivende journalist på Politiken og på det nu hedengangne ungdomsmedie ’Format’.

Hans redaktør, Jakob Skov Jakobsen, har arbejdet med DR Nyheders YouTube-kanal i tre år, men også arbejdet med formatet ’TVA på Fem’, hvor man testede et nyt format for en kort, opdaterende nyhedsudsendelse på DRTV. Han har derudover også arbejdet på dr.dk, ’Det Politiske Talkshow’ og på TV 2.

- Vores redaktion er lille, og når jeg starter på en ny explainer holder Jakob og jeg typisk et opstartsmøde, hvor alle redaktionens fagligheder er med. Her drøfter vi igennem, hvad vi kan gøre. Vi tænker over, hvilken retning, vi skal gå, hvilken grafik, vi kan bruge, og hvordan vi kan gøre explaineren visuelt spændende. Vi bruger sygt meget tid på at kigge i DR’s mediearkiv og se, om der er noget, vi kan bruge derfra, og hvad vi selv skal lave billeder til, forklarer Alexander Jonassen.

På store tavler i afdelingen skriver redaktionen op, hvad der er af speak, visuelt materiale og fakta til hver del af deres historie.

- Vi gør utroligt meget ud af at tænke igennem, hvordan vi billeddækker en historie så interessant som muligt. Vi bruger blandt andet tid på at skabe universer og på at lave studieoptagelse til at billeddække de billedfattige historier, siger Alexander Jonassen.

Jakob Skov Jakobsen tilføjer, at redaktionen også bruger rigtig mange kræfter på grafikken, som er en stor del af den visuelle identitet.

- Ikke kun fordi, det ser fedt ud, men fordi det hjælper med formidlingen. Vores fornemmeste opgave er at gøre ofte kompliceret stof forståeligt - og her er grafik en kæmpe hjælp, siger redaktøren.

Udkommer efter aktualitet

I udgangspunktet udkommer redaktionen med en explainer 1-2 gange om ugen, efter at explainerne i visse tilfælde har været 8-10 dage undervejs.

- Vi er forkælede, at vi har så lang tid til at lave dem. Men det forpligter også, og vi bruger nok også tre-fire gange flere klip, end hvis det var et indslag i TV-Avisen. Samtidig kan explainerne også ses over en længere periode, netop fordi vi mere er tidsaktuelle end dagsaktuelle, siger Jakob Skov Jakobsen.

Han og resten af redaktionen kan glæde sig over, at de første tilbagemeldinger er positive fra DR Panelet, der består af folk, som bidrager med deres mening, fordi de gerne vil være med til at gøre DR's indhold på tv, radio og web endnu bedre.

Her er nogle af konklusionerne blandt andet, at explainerne er lækre at se på, har en god og humoristisk tone, og så kan brugerne også godt lide brugen af arkivklip i videoerne. Og så siger de ikke mindst, at de er ’informative, forståelige og interessante’.

Skeler til erfaringerne

Det er ikke nogen hemmelighed, at resten af DR Nyheder skeler til erfaringerne fra explainer-redaktionen, fordi den producerer aktualitetsstof udelukkende med streamerne for øje.

- Explainer-redaktionen er en lille gruppe af fantastisk ambitiøse og dygtige mennesker, der på tværs af faggrænser samarbejder om at rykke grænserne inden for genren. Video for video. Deres produkt er et af de få nyhedsprodukter, der produceres udelukkende til stream, og det er et af de aktualitetsprodukter, der klarer sig rigtig godt på DRTV. Derfor trækker vi naturligvis på den erfaring og de kompetencer, der er opbygget på redaktionen i hele det vigtige arbejde med den digitale omstilling, som vi står midt i, siger den konstituerede chef for Nyheder på DRTV, Kristian Basballe.

Inden en ny explainer udkommer, er der også en anden ting, der skal findes en løsning på, og som de færreste måske lige går og tænker på tager tid:

- Vi bruger faktisk stor energi på, hvilket foto og hvilken tekst, der skal stå på thumbnailen (henvisningen til explaineren, red.) på DRTV. Brugerne står i et hav af tilbud og valg på sitet, og derfor er det allervigtigste i første omgang, at de overhovedet opdager vores explainer, siger Alexander Jonassen.

Explainerredaktionen i DR Nyheder består af fra venstre mod højre: Christian Klein, Mads Ogstrup Nielsen, Camilla Stage, Alexander Jonassen, Mads Bo Nielsen, Jakob Skov Jakobsen og Bárður Thomsen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

Eksempler på nogle af de seneste explainere på DRTV fra redaktionen:

  • Statens største hemmeligheder: Hvordan endte Danmarks spionchef bag tremmer?

  • Sådan blev millioner afhængige af medicin

  • Hvordan kan Rusland true mægtige NATO?

  • Hvordan skal vi flyve grønt?

  • Kampen om internettet: Kan EU kontrollere tech-giganterne?

  • Ekstremt kvindehad: Hvad er en incel?

  • Derfor er Kinas OL-maskot ikke kun en panda

Se alle explainere her