Her er Googles nye selvkørende Waymo-bil

Google-koncernens bildivision er klar med næste skridt på rejsen mod fuldt førerløse biler.

En ombygget Chrysler Pacifica danner ramme om Waymos nyeste selvkørende bil. Den får debut i 2017. (© Waymo)

Hvis navnet Waymo ikke siger dig en dyt, så er du lovlig undskyldt.

Firmaet er nemlig mindre en uge gammelt og blot en re-branding af det, der i mange år har været kendt som Googles selvkørende bilprojekt.

I sidste uge blev divisionen dog udskilt fra Google og Waymo er nu i stedet sit helt eget firma, ejet af Googles moderselskab Alphabet.

Ny bil klar

Allerede seks dage efter Waymo officielt blev født, har firmaet præsenteret sin første nye bil med det grøn-blå logo på siden.

Som jungletrommerne allerede har buldret et stykke tid, er det FCA (Fiat Chrysler Automobiles), der har klargjort næste version af Waymos selvkørende bil.

Det sker i form af 100 tilpassede Chrysler Pacifica, der snart skal slippes løs på offentlige amerikanske veje.

Ifølge et blogindlæg fra Waymos direktør, John Krafcik, får de nye biler debut i 2017, og der er der tale om fuldt ud selvkørende biler (som dog ikke må forveksles med en førerløs bil uden rat og chauffør).

Skal de køre med eller uden kunder?

Det store uafklarede spørgsmål med de nye Waymo/Chrysler minivans er, hvorvidt de i første omgang blot skal bruges til at indsamle data, eller om de i samme moment vil begynde at køre med kunder.

I sidste uge rapporterede det amerikanske medie Bloomberg, at Waymo og Fiat/Chrysler havde planer om at lancere en såkaldt ride sharing service i løbet af 2017 - med andre ord er en konkurrent til Uber.

Men det er altså stadigvæk småt med oplysninger om, hvordan Waymo præcist har tænkt sig at udrulle sin teknologi fra testbil, til en bil almindelige mennesker kan bruge.

(© Waymo)

Ifølge John Krafcik begyndte produktionen af de nye biler allerede i oktober. Og i det hele taget er det gået særdeles stærkt med at få bilen gjort køreklar.

- I løbet af de sidste seks måneder, har det fælles team arbejdet på at designe, konstruere og modificere Chryslers Pacifica Hybrid, så det kunne lade sig gøre at integrere vores fuldt selvkørende system.

- Blot at skulle bruge et halvt år, fra vi påbegyndte det fælles program til produktion af et færdigt køretøj, er et bevis på det stærke teamwork og samarbejde mellem FCAs og Waymos ingeniører, skriver Waymo-direktøren.

Selvom Krafcik benytter lejligheden til at rose Chrysler, så indikerer den hurtige proces, at Waymos system vil være nemt at integrere i andre bilfabrikanters øser, skulle Google-firmaet ønske at kommercialisere sit produkt på den måde.

I de seks måneder det har taget at bygge den nye Waymobil, er den ifølge firmaet også blevet testet i ekstremt vejr - dog kun i 200 timer, hvilket er særdeles lidt sammenlignet med de mange års test, Google har kørt på almindelig vej under mere normale vejrforhold.