Fremover vil Facebook-brugere kunne se billeder, som er nyhedsværdige, betydningsfulde eller vigtige for offentlighedens interesse – også selvom de overtræder Facebooks retningslinjer.
Det skriver de to Facebook-direktører, Joel Kaplan og Justin Osofsky, i et blogindlæg, der kommer i kølvandet på den seneste tids skarpe kritik af censurreglerne på det sociale medie. Det skriver The Guardian.
Retningslinjerne om blandt andet nøgenhed har gentagne gange ført til, at medier, organisationer, politikere og mange andre har fået deres opslag censureret. Men nu vil Facebook altså se nærmere på, om opslag er vigtige for offentlighedens interesse, før de fjerner dem for at overskride retningslinjerne.
”Om et billede er nyhedsværdigt eller har historisk betydning er meget subjektivt. Billeder af nøgenhed eller vold, som er acceptable i en del af verden, kan være stødende – eller ligefrem ulovlige – i andre,” lyder det blandt andet i indlægget fra Facebooks topfolk. Seneste eksempel er Alternativets formand, Uffe Elbæk, der i et døgns tid fik sin Facebook-profil blokeret, fordi han havde delt billeder fra Kulturnatten samt en happening fra 1969, hvor der i begge tilfælde indgik nøgne mennesker.
Vil tillade flere billeder
Ifølge Joel Kaplan og Justin Osofsky vil Facebook-holdet i den kommende periode undersøge, præcis hvordan man vil imødekomme den nye tilgang til censurreglerne. Det skal blandt ske gennem nye værktøjer, skriver direktørerne. ”Vores hensigt er at tillade flere billeder og indlæg, uden at det udgør sikkerhedsrisici eller viser stødende billeder til mindreårige eller andre, som ikke ønsker at se dem,” fortsætter blogindlægget.
Joel Kaplan og Justin Osofsky slutter af med at skrive, at de glæder sig til at arbejde tæt sammen med eksperter, udgivere, journalister, fotografer, embedsmænd og advokater i forhold til, hvordan de kan gøre det bedre, når det gælder tilladte opslag.
Kritikken har været langvarig
Kritikken af Facebooks retningslinjer og censur har fundet sted gennem årevis. Men flere sager har de seneste par måneder fået den til at stige i intensitet. Især da Facebook i september fjernede opslag, der viste det ikoniske fotografi fra Vietnamkrigen, hvor man ser en nøgen, napalmforbrændt pige flygte fra angreb.
I sidste uge fjernede Facebook en video fra Cancerfonden i Sveriges Facebook-side. Animationsvideoen indeholdt tegninger af bryster og skulle vise, hvordan man tjekker bryster for kræftknuder.