Nøgenbilleder fik Uffe Elbæk blokeret fra Facebook

To fotografier af nøgne mennesker fra kulturelle begivenheder fik Facebook til at blokere Alternativets partiformands Facebook-side.

Uffe Elbæks Facebook-profil blev blokeret i omkring et døgn, fordi han havde lagt billeder af nøgne mennesker op. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2016) (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Et fotografi fra Kulturnatten af to nøgne mennesker indsmurt i ler og et fotografi fra værket ’Den kvindelige Kristus’ fra 1969, som forestiller en nøgen kvinde, fik Facebook til at blokere Uffe Elbæks Facebook-side i omkring et døgn.

Alternativets formand lagde de to fotografier op umiddelbart efter Kulturnatten, som fandt sted i København den 14. oktober. Anledningen til at sidestille de to fotografier var ifølge Elbæk, at de begge handler om ’nøgenhed og magt’. Efterfølgende fik han dog besked fra Facebook om, at man havde taget billederne ned fra hans væg.

https://twitter.com/uffeelbaek/status/790491789140561920

Men lørdag eller søndag aften blev Uffe Elbæks Facebook-profil, som har knap 50.000 følgere, helt blokeret. Mandag eftermiddag blev blokeringen imidlertid ophævet igen.

Det betød, at Alternativets formand i over et døgn ikke kunne lægge noget op eller besvare de mange henvendelser:

- Det er den allervigtigste kommunikationskanal mellem mine vælgere og mig. Det er et kæmpe problem, at jeg ikke kan kommunikere med dem, siger Uffe Elbæk til DR Nyheder.

EU bør gribe ind

Det er første gang, Uffe Elbæk selv er røget i karambolage med Facebooks retningslinjer, men som kulturminister (en post han bestred fra 2011 til 2012) beskæftigede han sig med emnet. Blandt andet i forbindelse med Per Øvig Knudsens hippiebøger, hvis fotografier Facebook også blokerede.

Som kulturminister lykkedes det Uffe Elbæk at tage diskussionen med til EU, og det er netop her, han mener, slaget mod Facebooks retningslinjer bør stå:

- Det eneste man kan gøre er at tage det op på EU-niveau. Det har en karakter, hvor jeg kun tror, Facebook tager det seriøst, hvis man rejser det igennem Europa-Parlamentet og kommissionen, siger han.

Eksempler på Facebooks censurering af nøgenhed er mange. I sidste uge var Cancerfonden i Sverige i vælten efter en animationsvideo om, hvordan man tjekker bryster for kræftknuder og for en måned siden fik blandt andet den norske statsminister, Erna Solberg, et fotografi fra Vietnamkrigen, som forestiller en nøgen pige, blokeret.