Apple investerer 13 milliarder i nyt datacenter

Lukket safirskærms-fabrik bliver til nyt centralt datacenter. Centeret bliver udelukkende drevet af vedvarende energi.

Apple bygger et nyt datacenter, som skal være deres hovedkvarter for deres dataservices. (© SCANPIX)

Efter Apple i sidste uge præsenterede deres største overskud nogensinde, får en del af de 18 milliarder dollar, som firmaet kunne putte i sparebøssen, nu ben at gå på.​

​Den amerikanske tech-gigant vil investere 2 milliarder dollars i et nyt datacenter i Arizona, som bliver “kommandocenteret for Apples globale netværk”.

- Dette multimilliard-dollar projekt er en af de største investeringer vi nogensinde har lavet, forklarer talskvinde Kristin Huguet til mediet Bloomberg.

Forfejlet safireventyr bliver til datacentral

Datacenteret bliver placeret på adressen hvor firmaet GT Advanced Technologies havde hjemme, indtil det i slutningen af sidste år gik konkurs.

GT Advanced Technologies havde en kontrakt med Apple om at levere safirskærme til mobile enheder, men kunne ikke leve op til de leveringskrav, som var specificeret i kontrakten.

​Derfor måtte de dreje nøglen om, og iPhone 6 kom på markedet uden safirskærm, som der ellers var spekuleret i var bevæggrunden for den investering på over 500 milllioner dollars, som Apple havde lavet i GT Advanced Technologies.

Safir-fabrikken i Arizona var en del af Apples løfte om at bringe flere arbejdspladser tilbage til USA, men det nye datacenter kommer med ca. 150 ansatte ikke til at batte det store i forhold til en enhed der skulle producere dele til hardware-produkter.

Solenergi til datacenteret og Arizona

Det nye datacenter vil udelukkende komme til at køre på solenergi.

Vedvarende energi er i det hele taget blevet et centralt element for firmaer der har store datacentre, da det er en særdeles ressourcekrævende operation. Det gælder udover Apple også for Amazon, Facebook og Google.

De to sidstnævnte har blandt andet oprettet datacentre i det nordligste Skandinavien, hvor vind og vandenergi, er med til at holde deres servere kørende, og hvor det kolde klima samtidig hjælper til at køle serverrummene ned.