De kan smile bredt på Solvangskolen i Farum. Med hjælp fra Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, har fem elever fra 8.a netop fået udført et rumeksperiment oppe på Den Internationale Rumstation, ISS.
Forsøget med overfladespænding på vand og små papirstykker er blevet optaget på video cirka 400 km over Jordens overflade i vægtløs tilstand og sendt herned.
Nu har videoen med rumeksperimentet intet mindre end verdenspremiere på Jorden i aften på DR Viden og Aftenshowet på DR1.
Se videoen i toppen af artiklen.
Konkurrence om en rumeksperiment
Sidste efterår udskrev DR Viden sammen med Andreas Mogensens arbejdsgiver, Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA (European Space Agency) en konkurrence om et forslag til et rumeksperiment til astronauten.
Alle med bopæl i Danmark kunne deltage i konkurrencen om et forsøg udført i rummet. Kravet var, at man kun måtte benytte bestemte materialer til forsøget, og så skulle man indsende en video, hvor man udførte forsøget på Jorden.
11 dage før fristen udløb 1. april dumpede et forslag ind fra eleverne Sarah Kjærsgaard, Amalie Melchiorsen, Nikolaj Petersen, Adrian Guillen og Rasmus Fischer på Solvangskolen.
Hvordan lægger papir sig på vand i rummet?
Eleverne havde i forvejen lært om rummet i fysikundervisningen, og de har taget udgangspunkt i, at vand i vægtløs tilstand danner bobler.
På Jorden vil papirstykker lægge sig på overfladen af vandet, men hvad sker der i rummet, når vandet er blevet til en vandboble? Spurgte eleverne.
Det forsøg viser Andreas Mogensens i sin video.
Tilfældigt hvordan papir bevæger sig
Han har ’sat’ en vandboble ind i et metaløje, for på den måde kan han fastholde vandboblen, uden at den svæver bort. Han lægger så papirstykker i overfladen af vandboblen.
Og papirstykkerne klæber sig fint til vandboblen og bevæger sig vilkårligt rundt.
- Det er ret tilfældigt, hvordan de opfører sig. Nogle bevæger sig rundt på boblen sammen, andre bevæger sig alene, siger Andreas Mogensen.
Hvad sker der når man tilfører sæbe til boblen?
Astronauten har udvidet forsøget ved at tilføre lidt sæbe til overfladen af vandboblen. På Jorden vil sæben få overfladespændingen til at gå itu, så papiret vil bevæge sig væk.
I rummet holder vandboblen stadig formen, og der bevæger alle papirstykkerne sig meget hurtigt væk fra sæben.
- Det skyldes, at sæben har mindsket overfladespændingen lidt, siger Andreas Mogensen.
Herunder kan du se den video, som eleverne indsendte med deres forslag til konkurrencen. Så kan du sammenligne forsøget udført på Jorden og i rummet med hjælp fra Andreas Mogensen.
Eleverne fra Solvangskolen i Farum har æren af at få udført et rumeksperiment af Andreas Mogensen, mens han er oppe på rumstationen. De deler æren med gymnasieelev Thor Vestergaard Christiansen fra Aarhus Katedralskole, der også har fået et forsøg udført.