Et enormt, oldgammelt hav dækkede engang næsten halvdelen af Mars' nordlige halvkugle. Havet har ifølge NASA sandsynligvis gjort planeten til et mere gæstfrit sted for udenjordisk liv. Det skriver The Guardian.
Den store vandmasse var spredt over en femtedel af planetens overflade, en lige så stor andel, som Atlanterhavet dækker af Jorden.
Havet indeholdt mere end 20 millioner kubikkilometer vand, og var nogle steder halvanden kilometer dybt.
De nye opdagelser tilføjer nye beviser til en opfattelse af, at Mars var en varm og våd verden i sin ungdom.
Gennemskåret af floder
Planeten var kort efter sin dannelse for 4,5 milliarder år siden, gennemskåret af floder, vandløb, deltaer og søer.
Det nye billede af den røde planet, er radikalt anderledes, en hvad forskerne troede for bare ti år siden.
Forskerne troede dengang, at vandløb var en sjældenhed på Mars, hvor vandet i korte perioder piblede frem, uden at danne have og oceaner.
- Et af de store spørgsmål har været, hvor meget vand der egentlig var på Mars, da planeten var ung og hvordan den mistede vandet igen, siger en ledende forsker ved Nasas Goddard Space Flight Center.
Infrarøde teleskoper undersøgte atmosfæren
I det videnskabelige tidsskrift Science, giver Nasa-holdet sammen med forskere fra European Southern Observatory (ESO) i München et svar.
Forskerne har studeret Mars med tre af de kraftigste infrarøde teleskoper i verden.
I seks år har forskerne brugt Keck II teleskopet og Nasa's Infrared Telescope Facility, der begge er placeret i Hawaii, sammen med ESO's Very Large Telescope i Chile, til at lave kort over Mars atmosfære.
De kiggede specifikt efter, hvordan forskellige vandmolekyler i Mars atmosfære, varierede fra sted til sted i de skiftende årstider.
Marsisk vand indeholder, ligesom på Jorden, almindeligt vand og tung vand, også kaldet deuterium.
På Mars forsvinder det almindelige vand ud i rummet, mens det tunge vand bliver tilbage.
I takt med at det normale vand forsvinder, stiger koncentrationen af tungt vand, og på den måde kunne forskerne regne ud hvor meget vand, der engang var på den nu så tørre planet.