KOMMENTAR: Mangler du et mål i 2015? Tag med Andreas ud i rummet

2015 bliver et historisk rumfartsår for Danmark, når vores første astronaut Andreas Mogensen skal op på rumstationen. Kig på det, han skal se og tag del i hans mission.

På billedet står Andreas Mogensen i skolegården på sit gamle gymnasium, Copenhagen International Schoool, CIS, i Hellerup. (Foto: © Hanne Kokkegård, DR Videnskab)

Sådan en doven nytårsdag med udsigt til wienervals, skihop og tre timers Live fra (DR)Arkivet på DR3 strejfer tanken om fremtiden måske også dig?

Nåede vi vores personlige mål i 2014? Og hvor skal vi hen i 2015? Hvis du trykker på play-knappen i videoen herunder i artiklen, kan du tage forskud på det, som Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, skal se senere i år.

Han ved præcis, hvor han skal hen i 2015, når han den 1. september sidder i toppen af en raket på Baikonur cosmodrome i Kazakhstan. Han skal på sin første mission ud i rummet – til Den Internationale Rumstation, ISS. Videoen er livebilleder fra ISS.

Hygge som ild i pejsen

Astronauterne oplever 16 solopgange og -nedgange i døgnet på ISS, og hvis du følger med i 1,5 time, kommer du Jorden rundt med 28.000 km/t.

Billederne kører stort set hele tiden – med enkelte undtagelser, når ISS er uden for dækning. Billederne skifter mellem at være klare, blålige, grå og sorte, og det er ærlig talt lidt … svært at se, hvor vi er henne i verden. Men det er fascinerende at lade livesignalet flimre som ild i pejsen. Du kan ind imellem høre astronauterne på ISS tale med folk i kontrolcentrene nede på Jorden om en masse praktiske ting, og hvis du klikker ind her kan du både se livestreamingen fra ISS og følge med i den uendelige strøm af kommentarer fra folk rundt i verden, der tydeligvis kender hinanden og hænger ud her fra tid til anden.

Alle kender Andreas lige om lidt

2015 bliver et stort år for os rumfartsinteresserede i Danmark. Nu tænker du måske, ja ja I/vi er jo ikke ret mange. Men jeg vover at påstå, at til september omfatter mængden af rumfartsinteresserede en stor del af Danmarks befolkning.

Selv om vi her på DR Viden allerede har skrevet vældig meget om hans mission på dr.dk/rumrejsen, er det vand ved siden af vores og andre danske mediers dækning af Andreas Mogensens gøren og laden op til og under liftoff for hans mission, mens han er deroppe, for slet ikke at snakke om, når han kommer hjem fra sin rumrejse.

Fx oplevede Sveriges astronaut, Christer Fuglesang, at blive modtaget som helt, da han vendte hjem efter sin første rumrejse.

Andreas tester nyt koncept i rummet

Andreas Mogensen blev i 2009 sammen med fem andre europæere udvalgt blandt over 8000 ansøgere af Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, til at blive uddannet astronaut. ESA, der også stod i spidsen for Rosetta-kometlandingen i november 2014.

I august 2013 blev det offentliggjort, at Andreas Mogensen skal på sin første mission ud i rummet til rumstationen. Hans mission skal vare 10 dage, og han bliver det, man kan kalde en sprinter. Sprinter vil sige, at ESA med Andreas Mogensen vil teste et nyt koncept, hvor man skal se, hvor meget arbejde man kan få ud af en astronaut, der bliver sendt op i kort tid på rumstationen.

Man skal se, hvor hurtigt han kan vænne sig til livet i den vægtløse tilstand, og han skal blandt andet teste nye teknologier, der gør det muligt nede fra Jorden at hjælpe ham mest muligt med udførelsen af opgaverne på ISS.

Forskning i rummet afhænger af Jorden

Astronauter udfører en masse forskning oppe på rumstationen på vegne af forskere på Jorden. Og målet er at forbedre livet for os hernede og samtidig finde ud af, hvordan mennesket kan rejse ud i rummet uden at tage skade af livet i den vægtløse tilstand og stråling.

Bag astronauterne står der tusindvis af mennesker på Jorden, der bidrager på forskellig vis til missionerne.

ESA laver blandt andet en masse undervisningsaktiviteter i forbindelse med alle missioner for at gøre børn og unge så interesserede i rumfart og naturvidenskab generelt, at de vælger den vej uddannelsesmæssigt.

Kom med et forsøg til Andreas

Er rumforskning mon noget for dig? Eller dine børn? Eller dine elever? Eller naboens datter?

Andreas Mogensen leder efter et rumeksperiment, som han kan udføre, mens han er på ISS. Og alle med bopæl i Danmark kan deltage i konkurrencen.

Måske skal 2015 være året, hvor du springer ud som rumforsker og får et eksperiment med Andreas Mogensen op på ISS …

Tag et kig på livesignalet fra ISS i artiklen. Og kig på reglerne for konkurrencen her.

Du har præcis tre måneder fra i dag – vi skal have dit forslag senest den 1. april 2015. Godt nytår!