I Antarktis er et stykke af ishylden Larsen C ved at knække af. Det betyder, at et kolossalt isbjerg - omtrent dobbelt så stort som staten Luxembourg - formentlig snart er på ud i havet omkring Sydpolen.
Det nye 5000 km2 store isbjerg vil i givet fald blive blandt verdens ti største, skriver BBC.
Forskere fra Swansea Universitet, der konstant overvåger den 350 meter tykke Larsen C-ishylde, opdagede i december, at en revne i isen breder sig så hurtigt, at kun 20 kilometer ubrudt is forhindrer det enorme stykke i at flyde bort.
Forskerne forventer, at det nye isbjerg er ‘født’ inden for ganske få måneder.
Ikke første gang
Udover Larsen C består den antarktiske Larsen ishylde-familie også af Larsen A og Larsen B. Også disse har været ramt af brud.
Allerede i 1995 gik en stor del af Larsen A pludselig i opløsning og i 2002 skete noget lignende med Larsen B, mens foruroligede forskere så til.
Normalt kælver isbjerge nemlig langsomt, men i begge disse tilfælde gik det enormt stærkt. På bare en måned brækkede 3.250 km2 is af Larsen B i små bidder. Det svarer til et område, der er større end Fyn.
Ifølge forskerne fra Swansea Universitet er selve løsrivelsen af isen fra Larsen C ikke et udslag af klimaforandringer, men de mener, at den globale opvarmning har fremskyndet processen. Satellitmålinger fra NASA viser, at havisens udbredelse i 2016 i både Arktis og Antarktis var på sit laveste niveau, siden man startede med at overvåge isen i 1979.
I videoen her kan man se Larsen B-ishyldens kollaps i 2002 via satellitbilleder:
https://www.youtube.com/watch?v=zIcLuiTt4f4