Dyb sprække i Antarktis tvinger forskningsstation til at flytte

Halley VI-forskningsstationen skal flyttes 23 kilometer. Heldigvis står stationen på ski.

  • Halley VI er placeret på ishylden Brunt Ice Shelf i Weddelhavet. (© British Antarctic Survey)
  • Basen består af otte moduler, der står på stylter. Når isen og sneen er nået for langt op, trækker modulerne stylterne til sig og genplacerer sine "snesko". På den måde overdækkes forskningsstationen aldrig af sne - noget der ellers er et klassisk problem i Antarktis. (© British Antarctic Survey)
  • De otte moduler huser 70 forskere om sommeren og 16 om vinteren. Sommeren er kun 9 uger lang. (© British Antarctic Survey)
  • Det midterste røde modul er fællesmodulet i to etager, hvor baren og køkkenet også er placeret. (© British Antarctic Survey)
  • Halley-stationen har kørt siden 1956 i forskellige udgaver. Seneste udgave blev taget i brug i 2010. (© British Antarctic Survey)
  • Et ophold ved Halley VI anses som god forberedelse på en tur til den internationale rumstation ISS. Og layoutet minder da også en del om hinanden. (Foto: © Emma Watson, British Antarctic Survey)
1 / 6

Den britiske forskningsstation Halley VI ligner en flok kæmpe robotinsekter, eller en base på en fremmed planet i en science fiction film.

Men i virkeligheden er basen, der drives af British Antarctic Survey, placeret på Brunt ishylden i Antarktis, hvor den blandt andet overvåger Jordens klima.

Den består af en række farvestrålende moduler, der står på stylter i en lang række. Her bor 70 forskere om sommeren og 16 henover den mørke og ekstremt kolde vinter.

Ishylden flyder på vandet og bevæger sig langsomt vestpå, hvor isbjerge dannes ved iskanten.

Det kommer i alt til at tage tre år at flytte basen de 23 kilometer.

Skal flyttes 23 kilometer

Nu har observationer af Brunt Ice Shelf, som forskningsstationen er placeret på, vist, at en revne i den 150 meter tykke is, er begyndt at vokse. Revnen, der ikke har bevæget sig i 35 år, er begyndt at udvide sig. Den bliver lige nu 1,7 kilometer længere om året.

Og det betyder, at forskningsstationen skal flyttes i sikkerhed 23 kilometer længere sydpå. Heldigvis er basen designet til at blive flyttet. Modulernes stylter er nemlig udstyret med ski, og kan trækkes af en traktor med larvefødder.

- Halley er designet og bygget til at kunne blive flyttet når ændringer i isen kræver det. Over de sidste par år har vores driftsmæssige hold forberedt detaljerede planer for flytningen, og vi er begejstrede for udfordringen, siger basens driftsleder Tim Stockings i en pressemeddelelse.

De enkelte moduler står på stylter, som er udstyret med kæmpestore ski. Det betyder, at de kan trækkes rundt på isen af store traktorer med larvefødder. Her er det basens største modul, da det blev flyttet til den nuværende placering.

Kun ni ugers sommer

Han forklarer også, at flytningen besværes af, at Antarktis sommer er så kort. Kun ni uger om året er vejret godt nok til at flytningen kan finde sted, og selv i de uger kan vejret skabe problemer.

- Vi bliver nødt til at være meget fleksible. Vi har planlagt flytningen i stadier. Forskningsinfrastrukturen, der indsamler miljødata, forbliver på stedet, mens stationens moduler flyttes, siger han.

Halley VI er en internationalt vigtig forskningsstation, der leverer data om Jorden, atmosfæren og klimaet ved Antarktis.

Målinger af ozonlaget er blevet foretaget på stedet siden 1956 og det var en tidligere udgave af Halley-stationen, der opdagede "hullet" i ozonlaget i 1986.

Stationen er opbygget af moduler, der kan flyttes enkeltvis. Hvert modul kan frakobles de andre og flyttes. Basens nye hjemsted blev udvalgt af gletjserforskere, der i løbet af 2015 og 2016 har undersøgt Brunt ishylden.

Selve flytningen kommer til at tage op til tre år i alt - men begyndte altså allerede sidste år med forberedende undersøgelser.

Tag på en virtuel tur rundt i forskningsstationen her.