Havet omkring Antarktis har fået en ny, kolossal beboer: Et isbjerg med en overflade på 720 kvadratkilometer er brækket af den antarktiske is, og er begyndt den årelange rejse mod sit eget endeligt som smeltevand.
Fødslen af det gigantiske isbjerg er blev onsdag bekræftet at tyske forskere, der har overvåget den såkaldte Pine Island-gletcher på det vestlige Antarktis i nogle år.
Gletcheren begyndte i 2011 at sprække over et område på 30 kilometer - og det var ventet, at den den meget aktive gletcher ville kaste et isbjerg af sig inden for overskuelig tid.
Meget aktiv
Nu er det imidlertid sket, bekræfter forskerne, der har iagttaget udviklingen via satellit.
Pine Island-gletcheren er en af de mest aktive i området, og gletcheren kælver en gang eller to per årti - og selv om der denne gang er tale om en moppedreng af et isbjerg, er begivenheden ganske naturlig, og har ikke nødvendigvis noget med klimaforandringer og global opvarmning at gøre.
Men Pine Island-gletcheren er dog begyndt at bevæge sig hurtigere end tidligere, og satellitbilleder har vist, at gletcherens tykkelse er skrumpet de seneste årtier. Samtidig har det varmere havvand under gletcheren bevirket, at den har trukket længere tilbage mod land.
Hurtigst skrumpende
- Pine Island Gletcheren er den hurtigst skrumpende gletcher på planeten. Den mister mere is end nogen anden gletcher, og den bidrager til stigende vandstand i havene hurtigere end nogen anden gletcher. Derfor er den værd at studere, siger David Vaughan fra det britiske antarktiske forskningscenter til BBC.
Isbjerge i den størrelse kan være mange år om at smelte, og der er god chance for, at man også vil kunne støde på dette isbjerg om fem år eller endnu længere tid.
Det største isbjerg, man har registeret, stammer fra 2000-2001, hvor en moppedreng på 11.000 kvadratkilometer knækkede af fra de antarktiske gletchere. Til sammenligning er Sjælland blot cirka 7000 kvadratkilometer.