I går opsendte det indiske rumagentur ISRO deres Polar Satellite Launch Vehicle, som havde satellitter fra Indien, USA, Canada, Tyskland og Indonesien ombord.
Opsendelsen demonstrerede, at Indien er ved at blive en vigtig spiller på milliard-markedet for billige raketopsendelser.
I alt var der 20 forskellige satellitter med på opsendelsen, hvilket er en rekord for Indiens rumprogram.
Den største satellit var den 727 kg tunge Cartosat-2, som er bygget i Indien. Satellitten er en kortlægningssatellit, som tager højtopløselige billeder af Jordens overflade.
De resterende 19 satellitter kan ses her. Stort set alle satellitterne er udviklet til at overvåge Jorden på forskellig vis. Tilsammen vejede de omkring 1288 kg.
Raketten blev opsendt fra Satish Dhawan Space Centre ved Sriharikota i det sydøstlige Indien. Det var den indiske raketmodels fjortende flyvning.
Indien har opgraderet dets rumprogram voldsomt de senere år. Blandt de største bedrifter er opsendelsen af sonder til både Månen og Mars.
For få uger siden opsendte de så en nedskaleret test-udgave af deres kommende rumfærge, som også var et skridt mod at kunne konkurrere med private aktører som fx amerikanske SpaceX på prisen.
Hent billeder fra opsendelsen i fuld opløsning her.
https://www.youtube.com/watch?v=XSyTFdo6bo0