I disse minutter for præcis et år siden kiggede hele verden med i begejstring, da det lykkedes ESA, Den Europæiske Rumorganisation, at lande på komet 67P/Churyumov-Gerasimenko efter 10 års rejse.
Siden har man fået mange videnskabelige data hjem til Jorden, selve om man hurtigt mistede kontakten til landingsfartøjet Philae og siden 15. november 2014 kun har hørt fra det otte gange.
Missionen er for nyligt blevet forlænget med et lille år, og det er planen, at moderskibet Rosetta skal ende sine dage på kometens overflade sammen med Philae.
Hoppede ind i halvskygge og gik i dvale
Alt virkede ellers perfekt, da Philae seks timer tidligere den 12. november 2014 blev sluppet fri af moderfartøjet Rosetta, der havde kredset om kometen siden august. Man havde med hjælp af knivskarpe billeder fundet et egnet landingssted.
Desværre betød kombinationen af is på kometens overflade og lav tyngdekraft, at Philae hoppede nogle gange og landede et andet sted end planlagt – i halvskygge. Derfor fik solpanelerne ikke nok sollys, og kontrolcentret i Darmstadt i Tyskland mistede kontakten med Philae den 15. november 2014, da batterierne løb tør for strøm, og landeren gik i dvale på grund af kulde.
Inden da havde man dog nået at få 80 procent af de planlagte videnskabelige data hjem til Jorden.
Kontakt otte gange i sommer
I sommer var kometen så tæt på Solen, at solpanelerne fik så meget lys, at Philae vågnede op og fra midt i juni og frem til 9. juli modtog man data fra Philae otte gange, før man mistede kontakten igen.
Man kan dog ud fra de data, man modtog i sommer, se, at kun én af Philaes to modtagere og kun en af de to sendere virkede.
- Det ser også ud til, at den anden sender havde problemer, for sommetider tændte den ikke som forventet, eller den slukkede for tidligt, så vi mistede muligheden for kontakt, fortæller Koen Geurts, der er teknisk chef på den tyske rumorganisation DLR, der har ansvar for landingsfartøjet, i en nyhed på ESA’s hjemmeside.
Samtidig måtte Rosetta også trække sig flere hundrede kilometer væk, fordi kometen var så aktiv på grund af Solens opvarmning, at man kunne risikere skader på moderfartøjet.
Et kapløb med tiden - på vej væk fra Solen
Lige nu er Rosetta på vej tilbage til kometen, og i dag er den i kredsløb med en afstand af cirka 170 km, hvilket gør, at man reelt ville kunne få kontakt med Philae. Derfor arbejder DLR på at finde ud af, hvornår det vil være smart at forsøge en fornyet kontakt.
Men det er et kapløb med tiden, eftersom kometen er på vej ud over Mars’ bane, og temperaturen falder.
ESA og dets samarbejdspartnere er også gang med at forberede den store finale, hvor Rosetta-moderskibet skal slutte sine dage på samme komet, som Philae også befinder sig på - formentlig i en tornerosesøvn.
Forventet nedstyrtning i september 2016
- Næste år har vi planer om endnu en lang ekskursion for Rosetta. Denne gang skal Rosetta flyve gennem kometens hale og ud til 2000 km væk. Vi håber at gøre nogle tætte forbiflyvninger mod slutningen af missionen, før vi er klar til at lade Rosetta lande på kometen, forklarer ESA’s Matt Taylor, der er videnskabelig leder af Rosetta-missionen.
Man regner med at lave et kontrolleret sammenstød med kometens overflade i slutningen af september, hvor man formentlig vil miste kontakten med Rosetta.
På det tidspunkt er kometen også så langt væk fra Solen, at solpanelerne ikke giver nok energi til, at man kan tale med moderskibet.
Se i videoen herunder, hvordan man forestiller sig, at Philaes landing foregik på kometen.
https://www.youtube.com/watch?v=rJ2eqH3Bz4c