Organisation tjekker plastikforurening i danske farvande

De næste to uger sejler Plastic Change rundt i Danmark for at se, hvor meget plast, der flyder rundt i havvandet.

  • Plastic Change har lånt sejlskibet Guldborgsund og sejler de næste to uger rundt om Sjælland for at undersøge havet for plastikforurening. (Foto: © Plastic Change, Plastic Change)
  • Her bliver det første trawl fra Guldborgsund tømt. (Foto: © Plastic Change, Plastic Change)
  • Sådan ser trawlet ud, som bliver trukket efter sejlskibet for at opsamle plastik. (Foto: © Plastic Change, Plastic Change)
1 / 3

Normalt sætter den danskbaserede Plastic Change sejl på verdenshavene, men de næste to uger kan man spotte organisationens sejlbåd rundt om Sjælland.

Besætningen vil for første gang undersøge, hvor stort problemet er med plastikaffald, der driver rundt i vandskorpen i danske farvande.

- Vi synes ikke, at vi kan nøjes med kun at se på forholdene ude i verden. Vi må også kigge på egne farvande, siger kommunikationschef Lisbeth Engbo til DR Viden.

Vil øge fokus på plastikforureningen

Organisationen har tidligere været på togt rundt i Middelhavet, Atlanterhavet og Stillehavet, og alle steder er man blevet overrasket over plastikforureningen.

Organisationen arbejder på at få myndigheder, politikere og borgere til at forstå, at plasticforurening er et enormt problem i verdenshavene.

Det gælder både den synlige, der driver rundt i vandoverfladen samt den usynlige, mikroskopiske, der ligger nede i vandet, og som optages af fisk gennem føden. Ud over at skade havdyrene kan plastikken altså også ende på spisebordet hos os gennem fisk.

Plastik er godt, men der er alternativer

Ifølge World Economic Forum vil den samlede vægt af plastikaffald i verdenshavene overstige den totale vægt af fisk i 2050. Så der er noget at kæmpe for.

- Vores mål er, at verdens lande skal reducere plastikforureningen og lære at bruge plastik på en anden måde, siger Lisbeth Engbo.

- Vi er ikke modstandere af plastik overhovedet, for det er jo et fremragende materiale til mange ting. Men man kan genbruge meget mere. Man kan også bruge andre materialer nogle steder. Og så kan den almindelige borger også lade være med at smide plastik på jorden, ligesom man kan skifte til produkter uden plastik, siger hun.

Havskildpadde viklet ind i plastik

Lisbeth Engbo har selv sejlet med på Atlanterhavet og Stillehavet. Seneste var hun med fra Galapagos-øerne til Los Angeles, hvor skibet var flere tusind kilometer fra land, hvor man ikke kunne forvente plastik overhovedet, for der er ingen specielle havstrømme, der indikerede det.

- Men der var synligt plastik i alle de prøver, vi tog. Vi stødte blandt andet ind i en havskildpadde, der var fuldstændig viklet ind i plastik og liner. Den fik vi vinklet ud, så den kunne svømme videre, og ellers var den helt sikkert død, siger hun.

- Det mest uhyggelige er dog det skjulte, som er nede i vandet, for det er jo det, som ikke kan fiskes op igen, og som bliver spist af fiskene, siger hun.

Billedet er fra den olympiske bugt i Rio de Janeiro i Brasilien, hvor plastaffaldet er meget synligt. Sejlerne har klaget over forholdene, og OL-værten har lovet at sætte filter for afløb, så plastikken ikke driver ud i bugten. Oveni er vandet meget forurenet. (Foto: © Hanne Kokkegård, Hanne Kokkegård)

Badebolde og plastposer i de første prøver

I Danmark har Plastic Change lånt sejlskibet Guldborgsund, der sejlede ud i morges fra Helsingør. Besætningen med skipper Nicolai Juul Vædele har allerede trukket de første trawl om bord med vandprøver og badebolde og plastikposer.

- Vi forventer ikke så meget småt plast i vandet, fordi vi har rensningsanlæg og brænder plastik af. Men vi er blevet overrasket før, så nu må vi se, siger Lisbeth Engbo.

- Derimod forventer vi at se overflade-plastik, der ligger øverst i vandskorpen. Det er sådan noget, der ellers flyder ind på strandene, siger hun.

Får besøg af kronprinsen

I aften lægger Guldborgsund formentlig til på Sejrø, mens skibet i morgen ankommer til Korsør, hvis vinden ellers er i det rette hjørne.

Den 8. juni kommer skibet til København, hvor Plastic Change får besøg af kronprins Frederik og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der skal med ud og se på plastikforurening.

Normalt sejler Plastic Change på verdenshavene med sejlskibet S/Y Christianshavn, men det ligger lige nu i en marina i Los Angeles i USA, fordi orkan-sæsonen nærmer sig. Til efteråret sejler skibet mod Hawaii, hvor man ved, at der findes store 'plastiksupper'.