Kunstig kystlinje skal rense Nordsøen for plast

Ung hollandsk opfinder har udviklet en metode, der opsamler plast ved hjælp af havstrømme.

Sådan ser den kunstige kystlinje ud, som skal opsamle plastikaffald, der flyder i Nordsøen. Et net under selve barrieren skal hjælpe med at holde plastik tilbage. (Foto: © Erwin Zwart og The Ocean Cleanup, Erwin Zwart og The Ocean Cleanup)

VIDENSKABSBILLEDET

Plast i verdenshavene er et enormt problem. I 2050 vil mængden af plastik overstige mængden af fisk ifølge en rapport fra World Economic Forum.

I flere år har den hollandske miljøaktivist og opfinder Boyan Slat arbejdet på en smart metode - The Ocean Cleanup - til at rense verdenshavene for plast. Nu er et 1-årigt projekt netop gået i gang i Nordsøen.

Kunstig kystlinje 26 km fra land

Man har lagt en 100 meter lang kunstig kystlinje ud i havet 26 km fra Hollands kyst ud for Scheveningen.

Barrieren passer sig selv, fordi den bare benytter havstrømme til at inddæmme plastik, der flyder i vandoverfladen. Derefter kan man samle plastiksuppen op.

Ved hjælp af sensorer måler man løbende, hvordan barrieren reagerer på bølgegang og blæst.

I 2020 går man i gang i Stillehavet

I 2020 skal The Ocean Cleanup sættes ud i Stillehavet i forbindelse med projektet Great Pacific Garbage Patch for at samle plastik op.

Ifølge folkene bag metoden vil oprydning ved hjælp af konventionelle metoder med skib og net tage al for lang tid og koste alt for mange penge.

Derimod vil det tage det innovative system bare 10 år at rydde Stillehavet op og koste langt mindre, mener den hollandske opfinder og hans team.

Den hollandske regering har støttet projektet i Nordsøen med 1,5 million euro.

Her er prototypen fra The Ocean Cleanup på vej ud af havnen i Scheveningen den 22. juni 2016. (Foto: © Remko de Waal, (c) Scanpix Denmark)