Interaktivt kort viser verdens omstilling til vedvarende energi i 2030

Finske forskere visualiserer som de første, hvordan vi lever med grøn energi om 14 år.

Grafikken giver en fornemmelse af, hvordan internetværktøjet er skruet sammen. Klik på linket i artiklen og begynd selv at bruge værktøjet. (Foto: © Neo-Carbon Energy og Lappeenranta University of Technology, Neo-Carbon Energy og Lappeenranta University of Technology)

I dag træder FN’s klimaaftale, Paris-aftalen, i kraft her umiddelbart før, FN’s klimatopmøde COP 22 begynder i Marokko på mandag.

Ifølge Paris-aftalen skal verdens lande reducere udledningen af drivhusgasser for at holde den globale opvarmning et stykke under to grader celsius.

Helt i tråd med tiden fremlægger finske forskere i dag som de første i verden et helt nyt interaktivt kort, der viser, hvordan verdens lande kan stille om til vedvarende energi - primært sol- og vindenergi – i 2030.

Internet of Energy Model

Forskere fra Lappeenranta University of Technology (LUT) i Finland har i forbindelse med Neo-Carbon Energy-projektet udarbejdet kortet ved hjælp af tilgængelige data blandt andet om energinetværk.

Kortet kaldt Internet of Energy Model visualiserer, hvordan alle lande på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet i år 2030 får opfyldt energibehovet. Man kan også klikke sig ind og se, hvordan landets energisammensætning forventes at være.

Kortet viser også, om landene har overskud i energiproduktionen og kan eksportere strøm eller underskud og skal købe sig til det.

Derudover er landene fordelt i 9 større regioner, fx Europa, og inden for dem igen i 145 mindre sektioner som de britiske øer (Storbritannien og Irland) og Iberiahalvøen (Spanien og Portugal).

Data fra Danmark stammer blandt andet fra ENTSO-E, the European Network of Transmission System Operators, og energibehovet er fremskrevet til 2030-tal med udgangspunkt i forventningerne fra IEA – International Energy Agency.

Professor: Det er muligt

Professor Christian Breyer står i spidsen for det finske projekt. Han beskæftiger sig med forskning og undervisning i markedsmekanismerne inden for solenergi og -økonomi, og han er den første af sin slags i Norden.

Han siger til DR Viden, at kortet viser, at omstillingen til vedvarende energi er realistisk.

- Mange mennesker siger, at 100 procent vedvarende energi vil være ønsketænkning, da det i tilfælde af mangel på sol og vind vil kollapse, og at det ikke vil være muligt at lagre energien, siger Christian Breyer.

- Vores budskab er, at det kan lade sig gøre teknisk. Og modellen viser, hvordan det kan ske - hver eneste time i et år for 145 regioner rundt omkring i verden, siger han.

Skal skabe gennemsigtighed

Ifølge Christian Breyer viser forskernes kilder i detaljer, hvad det vil koste, og at det er meget billigere end noget alternativ.

Modellen er dog endnu ikke fuldt udbygget med alle typer grønne energiproduktioner, men det vil ske i forbindelse med en opdatering af systemet.

- Vi tror, at alle interesserede mennesker, organisationer, virksomheder og foreninger bør have adgang til disse oplysninger uden barrierer og på en gennemsigtig måde. Tiden vil vise, hvordan dette værktøj (internetmodellen, red.) vil blive brugt, og hvilken indflydelse det kan generere, siger han.

Internetværktøjet bliver i dag præsenteret på World Clean Energy Conference, som FN er vært for i Genève. Og Christian Breyer skal også præsentere internetværktøjet under det kommende FN-klimatopmøde COP 22 i Marrakech i Marokko.