VIDENSKABSBILLEDET Siden den 450 hektar store ferskvandssø Vilsted Sø i Nordjylland blev genetableret i 2006, efter hundrede års afvanding, har man i området ønsket sig en genvej henover vandet. Den 240 meter lange træbro har egentlig stået færdig i et halvt års tid, men denne søndag indvies den officielt. Og derfor bliver vi nødt til at vise ovenstående magiske billede, taget af en medarbejder hos virksomheden, der har stået for byggeriet.
Vilsted Sø har på sine knap 10 år som genetableret naturområde udviklet sig markant - og cirka halvdelen af søen huser nu en rørskov, der skaber plads til fuglearter som rørdrum, rørhøg og store stæreflokke, der finder beskyttelse i rørene om natten. Hertil kan der opleves en lang række forskellige gæs og ænder, mens skestork, skægmejse og isfugl også er faste brugere.
Søen er omgivet af mere end 20 kilometer stier og med broen er der hermed føjet 240 ekstra meter til. Området ejes af Aage V. Jensen naturfonde og drives af Naturstyrelsen Himmerland.