Klamydia-vaccine testet på mennesker: ’Virker præcis, som vi havde håbet’

Vi er et skridt tættere på at have en vaccine for den mest udbredte kønssygdom herhjemme.

Klamydia er en seksuelt overført sygdom. Hvis du har mistanke om, at du er smittet, kan du blive testet, for eksempel ved din egen læge. (© Jakob Skov Jakobsen DR)

Hvert år bliver over 30.000 danskere testet positive for klamydia.

Heldigvis kan de relativt hurtigt og billigt blive behandlet.

Alligevel er klamydia et sundhedsproblem. For tre ud af fire har ikke symptomer på sygdommen. Der kan derfor gå lang tid, inden den opdages.

Og så kan infektionen blandt andet føre til ufrivillig barnløshed, graviditet udenfor livmoderen og kroniske underlivssmerter hos kvinder.

Men nu er danske forskere fra Statens Serum Institut (SSI) et stort skridt nærmere en vaccine mod klamydia.

For de har for første gang testet vaccinen i mennesker. Og resultatet er lovende.

- Den virkede præcist, som vi havde håbet. For det første var vaccinen sikker. Derudover så vi også en reaktion på vaccinen fra kvindernes immunforsvar. Præcist som vi gerne vil se, fortæller Frank Follmann, som er afdelingschef på Statens Serum Institut og har været med til at udvikle vaccinen.

Resultatet er i nat blevet offentliggjort i det akademiske tidsskrift The Lancet Infectious Diseases.

Hvor længe virker den?

Vaccinen blev testet på 35 engelske kvinder. Det lyder måske ikke af meget. Men der er en god grund til, at forskerne ikke afprøvede vaccinen i flere.

- Det er første gang, vi giver vaccinen til mennesker. Derfor er det primære mål at teste, om vaccinen er sikker. Det næste, vi vil gøre, er at teste det i en større gruppe kvinder, forklarer Frank Follmann.

Han forklarer, at det nu er afgørende at se, hvordan kvindernes krop reagerer på vaccinen på længere sigt.

- Vi er enormt lykkelige over de resultater, vi har fået. De viser, at vaccinen programmerer immunforsvaret til at stoppe klamydia. Men vi må også være ydmyge omkring, at vi ikke ved, hvor langvarig immuniteten er, siger Frank Follmann.

Derfor skal vaccinen nu afprøves i et større og længerevarende forsøg.

Her skal forskerne blandt andet finde ud af, om kvindernes immunforsvar ’husker’ vaccinen, så den kan beskytte kroppen med klamydia flere år efter, at vaccinen er blevet givet.

En realitet om fem til syv år

Trods alle forbehold tør Frank Follmann dog godt at give et forsigtigt bud på, hvornår du kan få vaccinationen hos lægen:

- Hvis alt går vel, ser vi en vaccine om fem til syv år. Men det er svært at forudsige, fordi vi kun kan tage det et vist stykke af vejen her på Statens Serum Institut. Så skal en af de store vaccineproducenter tage over.

Men selv om vaccinen bliver godkendt, er det ikke sikkert, at det offentlige vil tilbyde den gratis i Danmark.

Hos SSI mener man dog, at HPV-vaccinen, som siden 2008 har været en del af det danske børnevaccinationsprogram, viser, at vacciner mod seksuelt overførte sygdomme kan være en effektiv måde at få bugt med sygdomme på.

- Vi håber, at vi kan gøre det samme med klamydia og på sigt kombinere de to vacciner, siger direktør for vaccineforskning på Statens Serum Institut, Peter L. Andersen, i en pressemeddelelse.