Der er en ny topscorer på den lidet flatterende liste over danske kommuner med flest tilfælde af positive klamydiatests blandt unge mellem 15 og 29 år.
Topscoreren hedder Kolding, hvor der i gennemsnit er 31,6 positive tests for klamydia per 1.000 indbyggere, det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Dermed overtager Kolding den knap så attraktive førsteplads fra Frederiksberg Kommune, som dumper ned på tredjepladsen med 30,2 positive klamydiatests per 1.000 indbyggere.
Der er store forskelle på tallene kommunerne imellem. I eksempelvis Brønderslev Kommune, hvor tallet er lavest i Danmark, ligger man på 13,0 tilfælde per 1.000 indbyggere.
Ifølge Sundhedsstyrelsen behøver en førsteplads dog ikke at være et udtryk for, at der er flere smittede i den pågældende kommune end i andre.
- Det kan jo være udtryk for, at der er gjort en ekstra indsats for at få flere unge testet for klamydia, og jo flere man tester, des flere finder man. Desværre er det sådan, at en stor del af de smittede ikke mærker symptomer, siger Cecilie Andersen, projektleder i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
- Men hvis en stor andel af unge diagnosticeret med klamydia ikke skyldes, at flere er testet, eller at man har gjort en stor indsats for at få flere testet, kan det tyde på, at der er et stigende smittetryk. Så det er op til de enkelte kommuner at vurdere, hvad tallene er udtryk for, siger Cecilie Andersen.
'Mega ufed førsteplads'
Det hæfter man sig også ved hos Sundhedshuset i Kolding.
- Man kan godt se det som, at vi har en førsteplads i at have kloge, unge mennesker, der lader sig teste. Det er sådan med de her tal, at vi ved jo ikke hvor mange, der har ladet sig teste, men af dem, der har ladet sig teste er denne andel positive, siger Tina Sauvr, der er teamleder hos Sundhedshuset Kolding.
Det samme siger også Louise Westphal Killick, sundhedskoordinator ved Sundhedscenter Kolding, der dog i en pressemeddelelse også kalder førstepladsen for 'mega ufed'.
Bjarne B. Christensen, der er generalsekretær i Sex og Samfund, opfordrer til at kommunerne kommer mere på banen i forhold til forebyggelse af kønssygdomme.
- Hvis vi skal knække kurven med stigende klamydiasmittede, skal vi have en meget bedre forebyggende indsats. Det er lige fra seksualundervisning i skolerne til kampagner på ungdomsuddannelser, hvor der i høj grad er brug for, at de unge møder diskussioner om køn, krop, seksualitet og sexsygdomme, siger Bjarne B. Christensen.
- Kommunerne kan gøre meget, og Sundhedsstyrelsen har lavet et katalog med 30 konkrete anbefalinger om, hvordan de kan støtte op om seksuel sundhed, siger han.
Du kan se hele listen over klamydiatilfælde i netop din kommune via dette link.