Sove, spise og skråle. Det er stort set, hvad et nyfødt menneskebarns fysiske evner rækker til.
Sammenlignet med andre arter er vi ekstremt skrøbelige, og derfor er vi også nødt til at knytte os til et større og stærkere menneske, så snart vi kommer til verden.
- Tilknytning er en af de vigtigste ting for den menneskelige art. Hvis ikke vi har mulighed for at skabe tilknytning, så dør vi, siger børnepsykolog Charlotte Diamant i serien “Mød dit urmenneske” på DR1.
Så snart et barn er kommet til verden, begynder det at orientere sig mod, hvor det hører til. Hurtigt lærer barnet forældrenes stemme, udseende og lugt at kende.
Tilknytning er et medfødt instinkt, og med sig ind i verden har baby nogle redskaber, der skal vække forældrenes omsorg.
Det vigtigste redskab er gråd.
Gråden er nemlig det lille barns måde at give udtryk for sine behov på. Men barnet har også nogle andre værktøjer, fortæller Mette Skovgaard Væver, der er lektor i klinisk børnepsykologi og leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning på Institut for Psykologi på Københavns Universitet:
- Mange har nok oplevet, hvordan et spædbarn møffer sig ind mod hunden, når det bliver løftet op til skulderen. Det er også en måde at aktivere omsorg på.
Sådan får du og dit barn en tryg tilknytning
- •
Punkt ét er at være opmærksom på sit barn. - Kig ikke på din mobiltelefon, hvis du har et vågent spædbarn, siger Mette Skovgaard Væver. Hvis du hele tiden glor ned i din telefon, får barnet en oplevelse af en voksen, som er der, men ikke ser barnet. Og barnet har brug for opmærksomhed fra en voksen, der er til stede.
- •
Mød barnets følelser. Hvis barnet er ked af det, skal det mærke, at du er der til at hjælpe og trøste med de svære følelser. Hvis du ikke møder barnets følelser, kan det opleve, at nogle følelser ikke er okay, og at det er overladt til sig selv med at klare at de svære følelser. Og det kan de små børn ikke tåle.
- •
Tal med barnet. Alle børn græder, og nogle børn græder mere end andre. Det er helt okay at spørge barnet: “Hvorfor græder du nu?” på et stille og rolig måde. Det vidner om, at du ser barnet og er nysgerrig på dets følelser. Det er ikke altid, du finder ud af årsagen til, at barnet græder, og så er det vigtige at være der med barnet i dets følelser.
- •
En tryg tilknytning er vigtig gennem hele livet. Så når den sure teenager råber “dumme far”, er det også et udtryk for, at hun har brug for omsorg. Større børn har ofte brug for, at i taler sammen om deres følelser.
Trygge børn er bedre stillet i børnehave, skole og voksenliv
Mellem 65-75 procent af alle børn oplever en tryg tilknytning. De resterende oplever en eller anden grad af utryg tilknytning, som eksempelvis kan skyldes, at forældrene afviser barnets følelser eller kun mærker sine egne følelser.
Børnepsykolog og forskningsleder på Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen forklarer:
Det første kan være et barn, der hele tiden får at vide: “Store drenge græder ikke” eller, “der er ikke noget at græde for”. Så oplever barnet selvfølgelig, at det ikke er okay at græde.
Det andet kan være et barn, hvor forælderen siger: “Nej, nej jeg kan ikke tåle at se blod”, når barnet skal stikkes ved lægen. Altså en forælder, der generelt er orienteret mod egne følelser frem for barnets.
En utryg tilknytning er ligesom et revnet fundament. Huset risikerer at brase sammen, hvis ikke skaderne bliver lappet.
- De erfaringer, barnet gør sig i den tidlige barndom, kommer til at udgøre skabelonen for dets relation til andre i fremtiden. Og tilliden til sig selv, siger Mette Skovgaard Væver.
De børn, der altid bliver mødt med tilstrækkelig omsorg, er mere tilbøjelige til at tænke: Jeg er god, andre er gode og mennesker vil mig det godt.
Børn, der strutter af selvtillid, er bedre til at komme væk fra negative følelser i stedet for at hænge i dem og generelt bedre stillet i forhold til skoleparathed, relationer i børnehave og skole og senere i parforhold og arbejdsliv, fortæller Mette Skovgaard Væver.
- Tryg tilknytning er simpelthen en forudsætning for, at man kan forstå sig selv og andre, siger Svend Aage Madsen.
Både han og Mette Skovgaard Væver understreger dog, at en utryg tilknytning i barndommen ikke er lig med et utrygt voksenliv eller en diagnose senere i livet.
Som med revnerne i fundamentet, kan de negative erfaringer repareres. Både senere i barndommen og i voksenlivet.
Far og mor er lige trygge
Mor er den bedste i verden, mens fatter altid har ret. Eller?
De gamle kønsroller har efterhånden ændret sig så meget, at det ikke længere kun er mor, der udgør den faste, trygge base derhjemme, mens far går ud i verden for at skaffe føde til familien.
- Vi har efterhånden en del undersøgelser, der viser, at set ud fra et børneperspektiv er der ingen forskel på, om mor eller far er den primære omsorgsgiver. Og set fra forældreperspektiv er mor og far lige gode til at udgøre en tryg base, siger Svend Aage Madsen.
Hvis det er mor, der normalt går hjemme med barnet, og det bliver forskrækket af en høj lyd, mens begge forældre er hjemme, rækker det op mod mor. Hvis det er far, der går hjemme, er det far, de udstrakte arme rettes mod.
Tidligere troede man, at far ikke kunne være lige så stærkt knyttet til sit barn som mor. Engang troede forskere også, at barnet kun kunne have én primær omsorgsperson. I dag har forskningen fundet ud af, at begge ting ikke passer.
Hvis begge forældre udgør trygge baser, kan barnet være lige så knyttet til far som til mor.
Sammen - og hver for sig
Der er dog et par ting, der adskiller kønnene lidt. Når barnet lige er kommet til verden, ammer mor ofte. Det giver hende en naturlig tæt tilknytning til barnet.
- Som far skal man i starten vide, at tid er en faktor. Vær intensivt til stede, når du kan være det. Vær alene med barnet og sørg for at tage det fulde ansvar. Så får i noget for jer selv og opbygger en særlig relation, siger Svend Aage Madsen.
Der er også nogle gange en forskel på, hvordan forældrene interagerer med børnene, forklarer Svend Aage Madsen. I 80-90 procent af tiden agerer de ens i forhold til at give omsorg og møde børnenes behov, men far leger gerne lidt mere fysisk og vildt, mens mor kan være god til snak og de mere stille ting.
- Det vigtige her er, at forældrene støtter hinanden i at være trygge baser. Giv hinanden plads til at tage ansvar for barnet, men lyt også til hinanden og tag imod råd. Og vær især som far åben for at lære, for i starten er det altså som regel mor, der får de fleste erfaringer, siger Svend Aage Madsen.