Myndigheder frygter oversvømmelser på store dele af Fyn

Der er risiko for oversvømmelser i syv af Fyns 10 kommuner, oplyser viceberedskabsdirektør.

Borgere i Seden Strandby nordøst for Odense ruster sig mod, at Odense Fjord kan gå over sine breder. (© (c) DR)

Flere steder i landet kæmper beredskabsfolk, Hjemmeværnet og frivillige borgere en kamp mod uret for at sikre sig bedst muligt mod de vandmasser, som man forventer topper i aften.

En af de beredskabskredse, som har allermest travlt, er Fyns, hvor man frygter oversvømmelser på specifikke steder i i alt syv ud af 10 af kredsens kommuner.

- Vi har en hel række kommuner, som bliver påvirket af det her højvande. Det strækker sig helt op fra Nordfyns Kommune og ned mod Svendborg. Vi har indsatser i både Nyborg, Odense og Kerteminde Kommune for at beskytte områder, siger viceberedskabsdirektør Rene Cording Jensen.

Han forventer, at Nyborg bliver særligt hårdt ramt.

- Lige nu er vi ved at lægge sandsække ud. Vi er klar til at placere mobile dæmninger, og vi er i gang med at pumpe vand i voldgravssystemet i Nyborg for at klargøre den, siger han.

Risiko for oversvømmelse på Fyn

  • Middelfart Kommune: Risiko for oversvømmelse omkring Båring Vig – særligt Fiskehusene og Vejlby Fed

  • Nordfyns Kommune: Risiko for oversvømmelse omkring Hasmark Strand, Klintebjerg – særligt efterskolen samt i Bogense by store del af havneområdet

  • Odense Kommune: Risiko for oversvømmelse i Seden Strandby, Kanalvej, Lodsvej, Stige

  • Kerteminde Kommune: Risiko for oversvømmelse af havneområdet

  • Nyborg Kommune: Der pumpes fra Nyborg voldgrav – der er risiko for oversvømmelse af Strandvej og Vesterhavn samt området omkring Lille Svanedam. Beboere med biler parkeret i p-kælderen på Vesterhavn opfordres til at flytte deres biler.

  • Langeland Kommune: Risiko for oversvømmelse ved Hov

  • Svendborg Kommune: Risiko for oversvømmelse i Lundeborg ved plejecentret Strandlyst, Vemmenæs på Tåsinge, Siø og Thurø. Kilde: Fyns Politi.

Prognoser: 100-årshændelse kan ramme flere steder

Det er dog også netop på Fyn, at DMI har varslet for, at der kan komme nogle af de største vejrmæssige udfordringer, der særligt topper mellem klokken 20 og 21 i aften.

DMI vurderer faktisk, at vi på grund af den forhøjede vandstand kan få en såkaldt 100-årshændelse.

En 100-årshændelse er en hændelse, der rent statistisk kun sker en gang hvert hundrede år, og det vi ifølge DMI få i både Nyborg og Odense senere i aften.

Men netop det faktum, at en sådan hændelse rammer Fyn, er ikke noget, som er med i beredskabets overvejelser.

- Det er DMI, der opgør det med 20- eller 100-årshændelser. Det bruger vi ikke til så meget. Vi sætter ind over for den forventede vandstandsstigning, og om det er en 20-, 50- ellers 100-hændelse bliver vores indsats ikke anderledes af, siger Rene Cording Jensen fra Beredskab Fyn.

Ud over at forberede sig på den forhøjede vandstand, så har beredskabet også oprettet en kontakttelefon til bekymrede borgere, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Borgere kan henvende sig på 6551 1803. Ved en akut situation skal man dog ringe 112.

Ligeledes har Beredskab Fyn oplistet en række adresser, hvor borgere kan afhente sandsække. De adresser kan ses her.

Har du billeder fra stormen Ingolf, så send dem gerne til 1212@dr.dk og skriv hvor billedet er taget.