DMI's prognose: 100-årshændelse rammer i aften

Vandstanden kan blive ualmindeligt høj flere steder i aften.

I det vestlige Storebælt og ved Nordfyns Kyst har DMI opgraderet deres varsel til 'meget farligt vejr'. (© dmi)

Vandstanden kan blive ualmindelig høj flere steder i aften oven på, at stormen Ingolf ramte sent i aftes og i nat. Den forhøjede vandstand flere steder betyder, at vi kan få en såkaldt 100-årshændelse, viser DMI's nyeste prognoser.

Ifølge DR's vejrvært Christian Cherry viser DMI's prognoser, at vi i aften vil få 100-årshændelser ved Roskilde, ved Slipshavn i Nyborg, i Odense og ved Frederica.

Odense ser lige nu ud til at få den højeste vandstand på 1,87 meter, viser tallene.

- Der er allerede observationer, der er højere lige nu, end DMI's prognoser. Så vandstanden kan faktisk gå hen og blive endnu højere, end DMI har varslet, siger Christian Cherry.

Den forhøjede vandstand betyder, at DMI flere steder har varslet om 'farligt vejr'. Ved Nordfyns Kyst og det vestlige Storebælt har man dog opgraderet yderligere til 'meget farligt vejr', eftersom vandstanden forventes at stige mere, end man regnede med.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de steder, hvor vandstanden bliver højest, også er de steder, hvor ødelæggelserne kommer til at være værst, fortæller vejrvært Christian Cherry.

- De her tal siger ikke noget om, hvor der kan komme et problem. For eksempel er der høje moler inde i havnen ved Odense, men længere oppe i Odense Fjord, er der sommerhuse, som ligger tæt på vandet, siger vejrværten.

Den skarpe læser vil indvende, at det bestemt ikke er 100 år siden, at vi senest havde en 100-årshændelse i Danmark.

For i januar fik vi både en 100-årshændelse ved Køge og Rødvig på grund af en markant forhøjet vandstand.

Der er dog en forklaring på, hvorfor denne hændelse kan ramme så kort efter hinanden. En 100-årshændelse betyder ganske enkelt, at det er en hændelse, der rent statistisk kun sker en gang hvert hundrede år

Derfor er det ikke nødvendigvis fordi, at der ikke har været en lignende hændelse i 100 år. Beskrivelsen er et matematisk værktøj, man bruger til på en enkel måde at vurdere, hvor ofte en hændelse rent statistisk finder sted. Der eksisterer hændelsesstatistikker for både nedbør og højvande.

Her forventes kraftigt forhøjet vandstand

  • Ingolf var en sjælden nordenstorm, der har blæst kraftige vinde ind over landet natten til søndag.

  • Den kraftige blæst sender masser af vand fra Nordsøen ind gennem de indre danske farvande.

  • Det ventes at resultere i forhøjet vandstand søndag aften i den sydlige del af Kattegat og flere steder i Bælthavet, hvor vandstanden kommer op mellem 1,3 meter og 1,7 meter over normalen.

  • DMI melder om stigende vandstand her:

  • Nordfyns kyst: 1,4 til 1,8 meter. Det vil resultere i 20 års hændelser flere steder og kan nogle steder blive en 50 års hændelse.

  • Det Vestlige Storebælt: 1,4 til 1,7 meter.

  • Det Nordlige Lillebælt, Aarhus Bugt, Sejrø Bugt, Østlige Storebælt, Nordsjællands Kyst og Smålandsfarvandet: 1,3 til 1,6 meter.

  • *Beredskabsstyrelsen har især fokus på de nordlige kyster, nærmere bestemt Isefjord, Roskilde Fjord, Storebælt, Lillebælt og Odense Fjord. Kilder: Beredskabsstyrelsen, DMI.

Har du billeder af stormen Ingolf, så send dem gerne til 1212@dr.dk og husk at skriv, hvor billedet er taget.