Østsjællands Beredskab er kommet på overarbejde her til morgen, efter at DMI har opgraderet deres varsel for forhøjet vandstand ved Jyllinge Nordmark og ved Roskilde Inderfjord.
Det fortæller beredskabsdirektør ved Østsjællands Beredskab, Lars Robetjé.
Han blev nemlig ringet op klokken 04.30 i nat med en melding, der fik ham til at flyve op af sengen.
I aftes var det nemlig forventet, at vandstanden ved Jyllinge Nordmark og Roskilde Inderfjord ville stige til 1,3 meter over normal vandstand.
Men i nat lød meldingen, at DMI forventede, at vandstanden ville kunne blive forhøjet med helt op til 1,65 meter.
- Vi skulle iværksætte en plan b, og det har betydet, at jeg her meget tidligt i morges indkaldte den kommunale krisestab, så vi kunne begynde at lave de forberedelser, der er. Så lige nu er vi i gang at køre plan b ud i virkeligheden, og det har vi så lidt travlt med nu, siger beredskabsdirektør Lars Robetjé.
Polstrer med sandsække og watertubes
Sent i aftes var beredskabsdirektøren ved godt mod, og hans medarbejdere var godt foran tidsplanen, selv om de skulle have de sidste ting på plads.
Men efter at DMI har forhøjet deres varsel er beredskabet kommet på overarbejde. Derfor skal man lægge flere sandsække og watertubes ud, som skal fungere som barrierer, hvis vandet går over sine breder.
- Udfordringen ved det her område er, at det er et meget vådt område i forvejen på grund af, at det allerede har regnet meget derude. Så det er svært fremkommeligt, men vi har en plan for det. Vi har relativt meget udstyr, vi skal have lagt ud, så vi har brug for al den støtte, vi får derude, siger Lars Robetjé fra Østsjællands Beredskab, der mener, at man har det under kontrol, men stadig er usikker på, hvordan forløbet bliver.
- Så længe kvoterne (den forventede vandstand, red) svinger med 25 til 30 centimeter, så må jeg sige, at jeg er usikker på, hvad vi skal sigte efter.
Ud over hjælp fra blandt andet Hjemmeværnet er flere frivillige borgere også ude og hjælp. Beredskabsdirektøren fortæller, at man kan kontakte de frivillige via et nummer på Jyllinges borgerside, hvis man ønsker at give en hånd med.
Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), følger også situationen tæt:
- Vi har lige holdt krisemøde, fordi prognoserne omkring vandstandene har ændret sig drastisk her til morgen og er steget med 25 cm i løbet af natten. Vi har derfor sat en plan igang for sikring med water tubes, som skal holde vandet væk, sagde hun 08.30 til Ekstra Bladet.
- Det offentlige beredskab er jo under meget pres lige nu, så vi har rigtig meget brug for frivillige, der melder sig. Vi følger situationen hele dagen og har et krisemøde igen her klokken 13.