Stormen Ingolf rusker Danmark: Her ramte vindstød af orkanstyrke

Der var vindstød af orkanstyrke flere steder i landet i nat, viser målinger fra DMI.

Stormen Ingolf har haft godt fat i nat, hvor der flere steder er målt vindstød af orkanstyrke. (© (c) DR)

Med vindhastigheder på mere end 133 kilometer i timen har det været om at have godt fat i hat og briller, hvis du bevægede dig uden for flere steder i landet i nat.

Flere steder er der nemlig blevet målt vindstød af orkanstyrke, hvilket vil sige, at vindhastigheden har oversteget 32,6 meter per sekund (117 km/t).

På ovenstående kort kan du se, hvor stormen Ingolf ramte hårdest i nat.

Det gælder flere steder på den jyske vestkyst, men også ved Ræsnæs på Sjælland er der målt vindstød på 133 kilometer i timen, viser målinger fra DMI.

Det var omkring klokken 22 i aftes, at vinden for alvor tog til, og efter midnat og seks timer frem har der været både middelvinde af stormstyrke og vindstød af orkanstyrke flere steder.

Det begyndte ved den jyske vestkyst i den nordvestlige del af Jylland. I løbet af natten blev vindhastigheder af stormstyrke målt længere mod syd ved den jyske vestkyst. Først ved firetiden kom stormen Ingolf til Sjælland.

Vindstyrkerne er langsomt aftagende siden klokken seks, men det vil stadig være en dag, hvor vinden kan mærkes. Der vil være en frisk til hård vind fra nord, som langs Sjællands nordlige kyster stadig kan være af kulingstyrke.