Zimbabwe: Mugabe forhandler om sin fremtid

Ingen af parterne har behov for at tabe ansigt i forhandlingerne om, hvad der skal ske med Zimbabwes præsident, vurderer DR's Afrika-korrespondent.

Billedet fra Zimbabwes statstv (ZBC) viser Robert Mugabe nummer to fra højre ved siden af den øverste chef for hæren Constantino Chiwenga. (Foto: © -, Scanpix)

De seneste dage har der været spekulationer om, hvad der skal ske med Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, efter at militæret tirsdag overtog magten i hovedstaden Harare og satte Mugabe og hans hustru, Grace, i husarrest.

Og efter alt at dømme er den 93-årige leder i fuld gang med at forhandle om udfaldet af det, som militæret har understreget, ikke er et kup.

For ifølge den statsejede avis Herald har Robert Mugabe holdt møde med blandt andre repræsentanter for Sydafrikas regering, en katolsk præst, der angiveligt har fungeret som mægler, samt den øverste leder af hæren, Constantino Chiwenga.

Det fremgår af billeder, der blev offentliggjort torsdag, fortæller DR's Afrikakorrespondent, Søren Bendixen, som befinder sig i Zimbabwe.

- Det, de forhandler om, er, hvad skal der ske med Mugabe. Om han skal træde tilbage med det samme, om det bliver på partikongressen i næste måned eller om han får lov at sidde som præsident frem til et eventuelt nyvalg næste år, siger han.

Han peger på, at det for alle parter i øjeblikket handler om ikke at tabe ansigt, og for militæret handler det om ikke at skade Robert Mugabe mere, end hvad der allerede er sket.

- Mugabe er interesseret i at tage mest muligt med sig. Nu har vi set de første billeder fra The Herald, som jo er et statsejet medie - og dermed også kontrolleret af hæren. Det er meget interessant, hvordan han stadig bliver præsenteret som præsident Mugabe. Det tyder på, at han stadig skal behandles med stor værdighed, siger Søren Bendixen.

Der har været forlydender om, at Robert Mugabe fredag selv vil tale. Det er dog ikke bekræftet, men ifølge Søren Bendixen vil der komme en afklaring snart.

- De er simpelthen nødt til at melde et eller andet ud om, hvad de har tænkt sig, for forhandlingerne kan ikke stå på ret meget længere, siger han.

Overfor nyhedsbureauet AP kalder en repræsentant for Den Internationale Krisegruppe (ICG) det for et "politisk teater".

- Chiwenga og hæren vil gerne give Mugabe en "blød landing" og et værdigt exit. Ved at indkalde flere regionale ledere viser man respekt for Mugabe, og han vil gerne forlade scenen til lyden af en fanfare, siger Piers Pigou.

Tidligere torsdag opfordrede Zimbabwes oppositionsleder, Morgan Tsvangirai, præsidenten til frivilligt at træde tilbage.

- For folkets skyld bør Robert Mugabe træde tilbage og øjeblikkeligt gå af, lød det fra lederen af Bevægelsen for Demokratisk Forandring på et pressemøde.