Willkommen: Fortiden gør tyskerne solidariske med flygtninge

Den tyske selvfølelse og historie er blandt årsagerne til, at Tyskland har valgt at tage imod flere tusinde flygtninge og migranter.

På flere togstationer i Tyskland er byens indbyggere mødt frem for at byde de mange flygtninge og migranter velkommen. (Foto: © Frank Rumpenhorst, Scanpix)

Mens Ungarn sætter pigtrådshegn op ved grænsen for at holde flygtninge og migranter ude, og den danske regering indrykker annoncer, der skal få dem til at søge andre destinationer, har Tyskland åbnet grænserne for de mange mennesker.

Derudover har den tyske regering netop afsat seks milliarder euro, omkring 45 milliarder kroner, til flygtningeområdet.

Og i den tyske befolkning er opbakningen til at hjælpe dem, som flygter fra krig også stor. I en stor undersøgelse foretaget af den tyske tv-station ARD i midten af august, svarede hele 93 procent af tyskerne, at det var rigtigt at give asyl til mennesker, der var på flugt fra krig.

Derudover har avisen Bild startet en kampagne med titlen ”Wir helfen”, der plæderer for hjælp til blandt andet de syriske flygtninge.

Stolte som ved VM

Det kom også til udtryk på hovedbanegården i München i weekenden, hvor de mange flygtninge og migranter fik en varm velkomst med bifald af fremmødte tyskere.

https://twitter.com/NinBov/status/640157076782739456

Et billede på den tyske folkestemning, som ifølge nyhedsmediet Politico kaldes ”Willkommenskultur” – altså en kultur baseret på at byde fremmede velkommen.

Det afspejler sig også ude i flygtningelejrene, som er blevet overdænget med donationer af både mad og tøj.

Ifølge Politico sammenligner flere kommentatorer den nuværende situation med fodbold-VM i 2006, der blev afholdt i netop Tyskland. Her trak de tyske fodboldfans igen flaget med de tre vandrette striber frem og lod den nationale stolthed flagre fra stadioner rundt omkring i landet.

En lang historie med flygtninge

Beskrivelsen af det hjælpsomme og imødekommende tyske folk, kan lektor ved CBS og tidligere presse- og kommunikationssattaché ved den danske ambassade i Berlin, Birgit Stöber nikke genkendende til.

Hun beskrev i går, hvordan der var bred politisk enighed i Tyskland bag beslutningen om at åbne grænserne og byde flygtningene velkommen.

- Det store billede er en kæmpe stor enighed om, at Tyskland nu skal hjælpe, fordi befolkningen har nogle værdier som humanisme og medborgerskab, der ikke kan rykkes ved, forklarede hun.

- Der er en meget stor flygtningehistorie i Tyskland. Mange tyskere har flygtningebaggrund – blandt andet efter Anden Verdenskrig – så der er en stor forståelse for flygtninges situation, siger hun.

Flere racistiske angreb

Det er dog ikke alle indbyggerne i den europæiske stormagt, som er ligeså begejstrede for de mange flygtninge og migranters ankomst.

Tyske højreekstremister har gentagende gange angrebet flygtninge, og bare i det seneste år er der begået mere end 200 racistiske angreb.

Blandt andet er busser med flygtninge og migranter blevet angrebet med sten, og flere steder er der blevet sat ild til flygtningecentre – både med og uden beboere.

”Økonomiske flygtninge” skal sendes hjem

Det er især mediernes historier om, at hver anden flygtning i Tyskland kommer fra Balkan-landene og altså ikke flygter fra krig og ødelæggelse, der hidser visse tyskere op.

Det var da også kun 28 procent af de adspurgte i undersøgelsen fra ARD, der ønskede at give såkaldte ”økonomiske flygtninge” asyl.

Den type flygtninge er også en del af den pakke, som den tyske regering præsenterede efter krisemødet natten til mandag – de skal nemlig være lettere at sende hjem igen.

- Man vil også prøve på at få en fælles EU-retningslinje for, hvad der er sikre lande, hvor man lettere kan sende asylansøgere tilbage, fordi de ikke er truet, forklarer DRs Tyskland-korrespondent Michael Reiter.