Ni politibetjente og to fra civilgarden er blevet såret i forbindelse med dagens uafhængighedsafstemning i Catalonien, oplyser det spanske indenrigsministerium på Twitter.
Ifølge ministeriet er betjente blandt andet blevet mødt med byger af sten.
- Maskerede mænd kaster genstande mod politiet i Barcelona. Betjentene trækker sig tilbage, skriver ministeriet på Twitter.
Ifølge de catalanske myndigheder er 337 civile blevet behandlet på skadestuer og førstehjælpscentre, efter de er kommet til skade i forbindelse med folkeafstemningen.
Barcelonas borgmester, Ada Colau, melder ifølge Reuters om, at 460 personer er blevet såret ved urolighederne.
Sagen kort
- •
I dag stemmer catalonierne om uafhængighed for regionen
- •
Ifølge Højesteret og centralregeringen er afstemningen forfatningsstridig
- •
Derfor er tusindvis af betjente indsat for at stoppe den
- •
Det har ikke afholdt catalonierne fra at stemme
En gruppe menneskerettighedsadvokater har registreret flere end 60 episoder i Barcelona, hvor de mener, at politiet har anvendt unødig magt. Advokaterne opfordrer anklagemyndigheden i Barcelona til straks at åbne en efterforskning for at få klarlagt, hvad der er sket.
- Der har været meget alvorlige situationer med angreb på personer, som sad ned, og mod ældre mennesker, siger en af advokaterne, Anaïs Franquesa, til internationale medier.
Ombudsmanden i Catalonien oplyser desuden ifølge nyhedsbureauet AP, at han vil klage over den spanske regering til de europæiske myndigheder, herunder Europarådet.
Ifølge ombudsmand Rafael Ribo har regeringens styrker - altså politiet og civilgarden - brugt overdreven magtanvendelse med "voldelige handlinger mod borgere" i forsøget på at standse afstemningen.
Borgmester: Premierminister må gå af
Borgmesteren i Barcelona, Ada Colau, er af samme holdning og opfordrer ifølge AP den spanske premierminister, Mariano Rajoy, til at trække sig på grund af politiets håndtering af situationen i Catalonien.
- Det er tydeligt, at Rayou må træde tilbage, da han har svigtet sit politiske ansvar, siger borgmesteren.
- Hvis det her er et demokrati, så skulle politiets handlinger stoppes med det samme, så vi senere kan have en dialog - hvilket er, hvad vi har behov for.
Borgmesteren støtter afstemningen, men siger, at den ikke kan opfattes som bindende, da den ikke er blevet godkendt af staten.