Cataloniens lokale politi er kommet i klemme i forbindelse med dagens valg om uafhængighed for regionen.
Det nationale spanske politi, La Guardia Civil, måtte træde til, da Cataloniens eget politi, Mossos, ikke havde forhindret valgstederne i at åbne, som de var blevet beordret til.
Det førte til voldsomme scener, da valgstederne åbnede her til morgen, og billeder af kampklædte og maskerede politibetjente med skjolde og stave, der med magt fjernede folk, som forsøgte at blokere valgstederne.
Lektor i samfundsforhold ved CBS Carsten Humlebæk siger, at centralregeringen har forfatningen med sig - og at den med retssystemet i ryggen har gjort, hvad den skulle, for at forhindre afstemningen.
- Det er meningen, at det lokale politi skulle forhindre valgstederne i at åbne, men det har de ikke gjort. De er i en klemt situation. De er en del af den spanske stat, men de hører også under regionalregeringen.
- Så de har gjort det på deres egen måde ved ikke fysisk at rydde valgstederne, men ved bare at bede folk om at gå hjem, fortæller Carsten Humlebæk.
Loyalitetsproblem i politiet
Han understreger, at der er et klart loyalitetsproblem, ligesom koordineringen af politiet ikke har været optimal. Derfor er det endt med direkte konfrontationer ved blandt andet valgsteder i den catalanske storby Barcelona.
- Det er nogle voldsomme billeder af, at man tiltvinger sig adgang til valgsteder, og nu har vi en meget uheldig konflikt. Det ligner håndgemæng, når man ser, at de slæber vælgere væk og tiltvinger sig adgang, siger Carsten Humlebæk.
Han vurderer, at der er risiko for flere konfrontationer i dag.
- Sætter man sig i tilhængernes sted, så har de mod alle odds organiseret en afstemning. Og nu bliver de slæbt væk. Så er det svært at garantere, at det ikke kommer til voldelige sammenstød, siger Carsten Humlebæk.
Den catalanske redningstjeneste melder, at 38 vælgere er kommet lettere til skade. Følg begivenhederne live her.