Cataloniens selvstyre-regering vil på søndag afholde en
folkeafstemning. Spørgsmålet er enkelt: Ja eller nej til løsrivelse fra Spanien.

Men afstemningen er ikke aftalt med resten af landet, og den er ifølge domstolene ulovlig.

Myndighederne forsøger at forhindre, at afstemningen finder sted, og den store del af indbyggerne, som ikke deler løsrivelsesdrømmen, ventes at holde sig hjemme.

Konflikten spidser til, men hverken i selvstyreregeringen eller
centralregeringen er der tegn på kompromis-vilje.

Her kan du få overblikket over, hvordan uenigheden har udviklet sig til en åben konflikt.

I 1975 dør diktatoren Francisco Franco, sejrherren i den spanske borgerkrig, efter 36 år ved magten.

Hans død betyder, at Spanien bevæger sig i retning af demokrati.

I 1978 får Spanien en demokratisk forfatning.

Den definerer landet som en social, demokratisk retsstat med en parlamentarisk monarki med varierende grader af autonomi til kommuner, provinser og selvstyrende regioner.

Året efter, i 1979, får Catalonien den første selvstyre-statut siden den spanske republiks fald i 1939.

I 2006 bliver en revision og udvidelse af Cataloniens selvstyrestatut godkendt i det spanske parlament, i lokalregeringen i Catalonien og ved en catalansk folkeafstemning.

Men oppositionspartiet Partido Popular indstævner selvstyrestatuetten for forfatningsdomstolen.

Ifølge partiet går udvidelsen for vidt. Efter deres opfattelse giver den Catalonien en status, der udfordrer de konservatives syn på den spanske stat, kongedømmet og historien.

I 2010 underkender Forfatningsdomstolen 14 artikler i statutten.

I Catalonien er reaktionen prompte.

Ved et lokalvalg samme år vinder det borgerlige nationalistiske parti CiU stort.

Partiet opnår dog ikke flertal og må danne regering med støtte fra et andet borgerligt nationalistisk parti, CDC.

Begge partier vil have udvidet selvstyret.

Året efter, i 2011, blæser vinden i den anden retning hos centralregeringen i Madrid.

Det konservative Partido Popular med Mariano Rajoy i spidsen genvinder regeringsmagten i Madrid efter to valgperioder med socialistpartiet PSOE ved magten.

Rajoy og regeringspartiet har lagt mange kræfter i at modarbejde en udvidelse af Cataloniens selvstyre.

Den catalanske selvstyrepræsident, Artur Mas, udskriver lokalvalg i utide på en voksende bølge af utilfredshed med den konservative centralregerings modvilje mod at forhandle forstærket selvstyre.

Mas' parti svækkes, men han fortsætter som selvstyrepræsident, nu med støtte fra den nationalistiske center-parti, Venstre-republikanerne.

I 2013 beslutter lokalregeringen at gennemføre en folkeafstemning om løsrivelse i november 2014.

Men i 2014 dømmer den spanske forfatningsdomstol afstemningen ulovlig.

Til trods for kendelsen gennemføres en afstemning af frivillige som en symbolsk demonstration.

80 procent af de afgivne stemmer er for løsrivelse - men kun 37 procent af Cataloniens stemmeberettigede deltager i valget.

I 2015 stiller de borgerlige selvstændighedspartier sammen op til lokalvalget. De gør det til valgets hovedspørgsmål at vinde et flertal i parlamentet for løsrivelse.

Alliancen "Junt pel Si" - sammen for et ja - opnår flest stemmer, men ikke det flertal, der var kampagnens omdrejningspunkt.

Der er intet flertal for en regering.

Det venstre-radikale parti CUP, der er for løsrivelse, indgår aftale om at støtte en regeringsdannelse, forudsat at Artur Mas - der er mistænkt i en korruptionssag - træder til side.

Carles Puigdemont bliver selvstyrepræsident med et ustabilt flertal i parlamentet og med kun 48 procent af vælgernes stemmer bag sig.

I februar i år erklærer Carles Puigdemont, at hans regering vil gennemføre en bindende folkeafstemning i løbet af året.

Vælgerne skal spørges, om de siger ja eller nej til oprettelsen af en selvstændig stat i form af en republik.

Artur Mas bliver i marts fradømt retten til at besidde valgte embeder i to år for sin rolle i organiseringen af afstemningen i 2014.

9. juni meddeler regeringen at afstemningen vil finde sted den 1. oktober.

6. september vedtager lokalparlamentet loven om folkeafstemningen.

Derefter vedtager det en lov, der sætter rammen for et overgangsstyre, der ved et ja skal indledes med løsrivelse 48 timer efter afstemningen.

Forfatningsdomstolen i Madrid dømmer
folkeafstemningen forfatningsstridig og dermed ulovlig.

Domstolen pålægger lokalpolitiet, Mossos d'Esquadra, det nationale politi og civilgarden at tage de nødvendige skridt til at forhindre at afstemningen gennemføres.

Der beslaglægges blandt andet 10 millioner stemmesedler, valgurner og vælgerlister.

Efter ordre fra indenrigsministeriet skal politiindsatsen koordineres.

En chef fra Guardia Cil sættes for bordenden, koordineringen gælder udelukkende arbejdet i forbindelse med afstemningen.

Lokalpolitiet, Mossos, er i klemme mellem en selvstyre-regeringen der siger, at de giver ordrene - og domstolene, der giver konkrete instrukser.

Den 29. september slår regeringen i Madrid fast, at afstemningen ikke kommer til at finde sted.

Hos lokalregeringen i Catalonien fastholder man det modsatte.