Vigtig sejr: Islamisk Stat har mistet grebet om lufthavnen i Mosul

Lufthavnen er en central brik i slaget om det vestlige Mosul, hvor Islamisk Stat fortsat holder stand, siger DR-korrespondent Puk Damsgård.

Irakiske styrker passerer en ødelagt lufthavnsbygning, efter Islamisk Stat er drevet på porten. (Foto: © ZOHRA BENSEMRA, Scanpix)

Irakiske styrker begyndte søndag at rykke frem mod Mosul, Islamisk Stats højborg i Irak.

I dag er det lykkedes dem at genindtage lufthavnen, der ligger lige syd for det vestlige Mosul. Det skriver BBC, der har en journalist med i offensivens frontlinje.

Kontrollen med den østlige del af byen blev genvundet i januar efter flere måneders kampe, og nu er målet at fravriste IS grebet om resten af byen.

I det slag spiller lufthavnen en central rolle, siger DR's korrespondent i Mellemøsten, Puk Damsgård.

- Så vidt jeg er orienteret, har IS smadret lufthavnen, så det ikke er muligt at lette og lande der med fly, men lufthavnen er alligevel strategisk vigtig, da den kan danne brohoved videre ind i Mosul for de irakiske styrker og eventuelt også fungere som base, siger Puk Damsgård.

Ofte går der flere dages luftangreb forud for, at et område indtages. Den internationale koalition med USA i spidsen har også bombet ved lufthavnen i de seneste dage for at svække IS, og selve indtagelsen af lufthavnen er gået hurtigt.

Men mens lufthavnen ligger i et åbent terræn, så venter en langt sværere opgave inde i byen, hvor der er civile, som skal skånes, og hvor gaderne bliver smallere og smallere, jo længere ind i byen man kommer.

- Når styrkerne når frem til området omkring den gamle basar, som er små gyder og stræder, vil det for eksempel være umuligt at køre ind med en armeret Humwee, siger Puk Damsgård.

Det vides ikke, hvor talstærkt IS er til stede i det vestlige Mosul.

- Der er selvfølgelig IS-krigere tilbage, men det store spørgsmål bliver, hvor svækkede de er blevet efter de seneste måneders operationer mod dem i det østlige Mosul, og hvor meget kampkraft de har tilbage, siger korrespondenten.

Hun fortæller, at de civile er i alvorlig klemme i byen.

Mange lever uden elektricitet, der er mangel på rent vand, og forsøget på at afskære IS fra forsyninger går også ud over den civile befolkning.

Den irakiske regering har opfordret de civile i byen til så vidt muligt at blive i deres huse, men der er alligevel tusindvis, som forsøger at flygte ud af krigszonen.

- De skal træffe et virkelig svært valg. Når de flygter, så går de med hvide flag, for at vise at de er civile. Men på den måde bliver de en skydeskive for IS, siger Puk Damsgård.

Samtidig sætter flygtningestrømmen de irakiske soldater i en svær situation, når de skal vurdere, om dem, der forlader byen, er civile eller IS-krigere.

- Der er ingen tvivl om, at der slipper IS-folk ud sammen med de civile. Det er svært at undgå i en krigszone, hvor omfattende screening ikke er en mulighed. Men vi ser også arrestationer, siger Puk Damsgård.

Mosul har stor symbolsk betydning for IS. Det var nemlig i en moské i byen, at IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi i juni 2014 for første gang trådte frem og fra talerstolen udråbte sig selv som kalif i kalifatet, Islamisk Stat. (Foto: © -, Scanpix)