Puk Damsgård på gravplads for 'beskidt udstyr': IS forbød paraboler i Mosul

I en brochure giver Islamisk Stat 20 svar på spørgsmålet: Hvorfor skal jeg destruere min parabolantenne?

Se drone-optagelser fra parabol-gravpladsen i videoen. Fotograf: Lars Skree.

Da IS kontrollerede den irakiske millionby Mosul indførte terrororganisationen gradvist nye regler for byens borgere.

- De var smarte. Det skete ikke øjeblikkeligt, men over tid blev det umuligt at leve et almindeligt liv, fordi de indførte rigide regler for vores skæglængde, fjernsynskiggeri, kvinders påklædning og fredagsbøn, fortæller forretningsmand Ramadan Hialli, der boede i Mosul under hele forløbet, og nu befinder sig under hærens kontrol i et generobret kvarter.

Forretningsmanden Ramadan Hialli. (Foto: © Lars Skree, DR)

I et tidligere IS-hus finder jeg en stak pamfletter og dokumenter. Der er en fatwa om skægvækst, som fortæller, at det er forbudt at barbere sit skæg, undtagen overskægget, da det er ensbetydende med, at man “ikke adlyder profeten”. Straffen for at barbere sig, “afhænger af, hvor meget der er barberet”, da en “stor barbering er en mere åbenlys overtrædelse” end en mindre barbering.

20 årsager til forbud

Jeg finder også en brochure med overskriften: Hvorfor skal jeg destruere min parabolantenne?

Heri er listet 20 årsager til, hvorfor borgerne ikke må have parabolantenne. IS gik samtidig fra hus til hus og konfiskerede parabolantennerne, som nu ligger i et større åbent område i det østlige Mosul og vidner om den isolation, borgerne levede i.

Brochuren om paraboler, som Puk Damsgård fandt i Mosul. (© DR)

Den første grund listet i brochuren, fortæller læseren, at det der foregår på satellitkanalerne ikke er i overensstemmelse med IS’ overbevisning:

“Fordi satellitkanalerne kalder på vantro, peganisme og kreativitet.

Fordi de kristne kalder på korstog.

Fordi de sekulære kalder på porno og frihed i religion og tænkning

Fordi kommunisterne insisterer på ateisme.

For det muslimske broderskab kalder på demokrati og fredelig sameksistens”, står der blandt andet.

Gør grin med hellige krigere

Under den anden årsag skriver IS:

“Fordi satellitkanalerne viser billeder af de vantro og deres liv og opfindelser på en måde, der skal gøre indtryk på seeren og svageliggøre deres tro.” Og teksten fortsætter:

“På samme tid viser kanalerne meget lidt om de hellige krigere og gør grin med deres drømme.”

Parabol-gravpladsen i Mosul set fra luften. (Foto: © Lars Skree, DR)

Den ottende grund til, at parabolantennerne skal destrueres, handler om, hvad kanalerne gør ved kvinder:

“Fordi de inviterer kvinder til at gøre sig smukke og vise deres kroppe og være sammen med mænd. De spreder historier om kærlighed, og på disse kanaler kan mænd se nøgne kvinder, dét Gud har forbudt.”

Mindreværdskomplekser

I det hele taget virker det som om, at dem, der har skrevet pamfletten, lider af, hvad nogle vil betegne som mindreværdskomplekser. Årsag 12 handler om mandens ære:

“Fordi kanalerne dræber mandens ære. Hvordan kan en mand være tilfreds med, at hans kone eller datter eller søster ser på mænd på disse kanaler, står der blandt andet.

IS benytter forskellige korancitater for at anskueliggøre deres påstande. Og nederst står en note:

“Disse 20 grunde er nok til at destruere parabolantennen. Hver årsag er nok til at finde en økse og ødelægge den. På den måde bliver vi dette beskidte udstyr kvit og ved at ødelægge parabolantennen redder du dig selv og din familie (…).”

Monument over isolation

På lossepladsen hvor tusindvis af konfiskerede og ødelagte parabolantenner har lidt døden møder jeg to drenge på 16 og 14 år, Mahmoud og Omar.

Mahmoud og Omar på parabol-jagt. (Foto: © Lars Skree, DR)

De har vandret en halv time fra deres nabolag for at forsøge at finde en antenne, der stadig virker, og som de kan installere hjemme i boligen, så de kan se fjernsyn om aftenen.

IS ville ikke have, vi så fjernsyn. For hvis vi så nyhederne, ville vi hade dem, fortæller drengene.

De kom til vores hus og beordrede os til at overhænde dem vores parabol, siger de.

I takt med at IS nu bliver fordrevet som administrator i Mosul, brydes over to års isolation. Og netop isolationen er parabolantennernes gravplads et monument over.