Det er med både uro og forventning, at jeg står ud af bilen på den sønderskudte gårdsplads, hvor en kompagnichef er gået med til at lade mig lave optagelser i fire dage. Jeg har været her før, men kun for at filme i få minutter og så blive beordret væk fra området igen, fordi her er for farligt at være.
Men i dag er det anderledes. Jeg har fået lov til at bo i nogle døgn sammen med 72. Brigade i den ukrainske hær, der udgør den absolutte fortrop i det altid aktive krigsområde nord for Donetsk.
Vagten udenfor hovedkvarteret peger på sit hoved og indikerer, at jeg skal tage hjelm på med det samme. Jeg spænder min førstehjælpstaske om livet.
Promzona hedder det her industriområde udenfor byen Avdiivka, der i alle tre år med krig har befundet sig midt i frontlinjen og stort set altid er uden enten strøm, vand eller varme.
For at komme helt ud til den deling, der har taget mig ind, skal vi gå nogle hundrede meter fra hovedkvarteret via skyttegrave og udbombede bygninger.
Se turen gennem skyttegravene og ud til delingen:
- Damen skal have den gode seng, siger den kraftige delingsfører, som leder mig ind i den dunkle kælder, hvor hans mænd sover. En af de yngre soldater ruller straks sit liggeunderlag og sovepose sammen og strækker velkommende sin arm ud mod den hvide dør, der fungerer som feltseng.
Psykologisk krigsførsel
Delingsføreren bærer kaldenavnet "Yeti" - Den afskyelige snemand. Han er to meter høj og har den der karakteristiske franskbrød-under-arm måde at bevæge sin store overkrop på. Det ligger ham tydeligvis meget på sinde at signalere frygtløshed over sine mænd og velsagtens også overfor mig.
Denne eftermiddag har der kun været sporadiske skud med maskingevær, og Yeti har hentet en megafon ovre på stabskontoret.
- Separatister! Overgiv jer nu bare, råber han ind i megafonen, som han drejer rundt om hushjørnet for at sende lyden i retning af de russisk-støttede oprørere, som har positioner bare 70-80 meter derfra.
Yeti fisker sin telefon op af lommen og sætter en ukrainsk partisanersang på. Med en temmelig forvrænget lyd brager teksten om en ung ukrainske soldat hen over ruinerne.
- Det er psykologisk krigsførsel, råber han til mig ovre fra hjørnet og ler med sin dybe klukkende latter.
En salve fra maskingevær lyder som svar, og jeg trækker mig automatisk længere ind i huset. Senere på aftenen viser jeg soldaterne, hvad jeg filmede, mens Yeti stod for frontlinjeunderholdningen.
Oplev optrinet i videoen:
Et hul i jorden
Nede i kælderen står en soldat ved et lille campingkøkken og rører i en gryderet. Man må blive lidt imponeret over, at de alligevel tager sig tid til at lave varm mad tre gange om dagen. Hele den ene ende af kælderen er brugt som lager. Ved siden af sækken med kartofler, ligger granater og kasser med patroner. Så løg og sultede agurker, og så en firkant med miner stablet ovenpå hinanden.
- Er du sulten, spørger han og smiler genert. Inden jeg når at svare har han hældt en kop kaffe op til mig.
- Sort uden sukker, ikk? spørger han og jeg nikker ja tak.
Der går ikke mange minutter imellem, at soldaterne tilbyder mig kaffe eller the. De er vist ikke vant til kvindeligt besøg herude og tænker nok, at jeg skal vartes op. Jeg forsøger at være høflig og drikke al den kaffe og the, men kan så småt mærke min blære presse i mellemgulvet.
Jeg begynder at kigge rundt efter et sted at sætte mig på hug,og husker, hvordan jeg engang i en anden del af frontlinjen sad med bukserne nede om anklerne og stirrede ud over Sortehavet, mens jeg bekymret spejdede rundt for at se, om nogen nu kiggede, når man sad der og rislede. Sådan en fjollet forfængelighed et sted, hvor folk bliver skudt og dræbt.
Ovenpå sidder en soldat i radiorummet og peger ind bag nogle sandsække, da jeg spørger, om der mon er et sted, man kan tisse her. Rummet har været en garage engang, men lige nu er det en stilling til et tung maskingevær og på den langside er et kæmpe hul, der hvor en kampvognsgranat tidligere på sommeren ramte plet. På resten af væggen er hvide sandsækken bunket op sammen og stiger sat op til hullerne, så skytterne kan rette deres geværer mod fjenden.
I det fjerneste hjørne hænger et stykke tykt plastik, som vist har været en lastbilspresenning engang. Inde bag ved det er et stort hul i jorden, hvor nogle træplader er lagt hen over.
- Du skal bare trække plastikken for. Så ved vi, at der er optaget, siger soldaten uden at kigge op fra sin telefon, hvor han sidder og streamer en tv-serie, mens han har radiovagten.
Da jeg træder forbi ham, løfter han hovedet.
- Du skal lige have vesten på. Nogle gange rammer de igennem hullet, smiler han.
Mens jeg skræver over hullet på 30 gange 30 centimeter, smiler jeg lidt for mig selv og tænker på, hvordan jeg som barn holdt mig i timevis for at slippe for de ildelugtende toiletter i skolegården. Ha, man kan vænne sig det meste.
Ingen ord
Vi har kun lige sat os ved det store træbord, da et ordentligt brag får pudsen til at drysse ned fra taget. Mændene rejser sig straks, og Yeti råber:
- Hvor er Sergej? Vi skal have rpg’en (raketstyr, red.) i gang nu!
Sergej ligger og sover, men kommer i støvlerne på et minut, mens mændene lægger sig klar på deres stillinger og skyder løs mod separatisterne.
Se en video af kampene:
Jeg filmer og prøver at virke ligeså rolig som delingsføreren Yeti, der stadig går rundt udenfor og dirigerer sine mænd uden hverken sikkerhedsvest eller hjelm.
Men jeg kan mærke, hvordan mit bryst banker løs under de hårde plader i min egen vest, og da Yeti kommer løbende ind i bygningen, kaster sin vest over hovedet og tager tre håndgranater i den ene hånd og sit maskingevær i den anden, da bevæger jeg mig ned i dækning i kælderen.
Jeg tænder kameraet på min telefon, fordi den professionelle side af mig godt ved, at det her vil være nogle gode billeder. Men min hjerne kan ikke finde nogen ord og skræmt sidder jeg bare og optager mig selv, mens bygningen ryster, hver gang en panserværnsgranat slår ned udenfor:
Det normale liv
- Hvor meget kød tror du vi skal købe, skriver min mand på Messenger. Jeg har for længst fået koden til det wifi, som fungerer helt upåklageligt her midt i Ragnarok. Vores yngste har fødselsdag dagen efter min hjemkomst, og han skal handle ind til en masse gæster. Jeg svarer og sender ham en indkøbsseddel, så jeg også har ingredienserne til kagedamen. Imens brager det løs indefra "toiletstillingen", hvor en af de ukrainske skytter virker til at have fundet sit mål.
Hvis ikke det også var for de soldater, der har lignende samtaler med deres kærester, koner og mødre, så ville jeg have tænkt, at det var totalt upassende at sidde dér midt i krigen og laver lister med smør og brun farin, mens folk bliver skudt hundrede meter væk. Men mændene her forsøger hver dag at lave den kobling mellem det civile, normale liv og så den krigertilværelse, hvor de hver dag skyder og bliver skudt på.
Se optagelser fra soldaternes hverdagsliv: