I Ukraine diskuterer man i øjeblikket, om man skal tage bladet fra munden og officielt kalde konflikten i Østukraine for en krig - og ikke nok med det: En krig mod Rusland.
Betegnelserne fremgår af et lovforslag, som Ukraines nationale sikkerhedsråd har formuleret, og som mediet Hromadske har fået fat i.
Siden 2014 har Ukraine rent juridisk kaldt indsatsen mod de russisk-støttede separatister i Donbas-regionen for en "anti-terror operation", mens Rusland ikke står nævnt i de lovtekster, som indsatsen hviler på.
Det laver den nye tekst om på: "Den Russiske Føderation udfører en væbnet aggression mod Ukraine og de midlertidigt besatte områder af dets territorium med hjælp fra Ruslands væbnede styrker," står der blandt andet i lovteksten.
DR Nyheders Ukraine- og Rusland-korrespondent Matilde Kimer siger, at lovforslaget kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis det bliver vedtaget:
- Der er i hvert fald dem, der spekulerer i, at det her er første skridt for Ukraine til at tage de oprørskontrollerede områder tilbage med militær magt, siger hun:
- I brede kredse er der en følelse af, at diplomatiet har slået fejl. At forhandlinger ikke har ført til noget som helst og derfor har mange et håb om, at den nye lov vil betyde, at der kan komme en løsning - også selvom det måtte blive en militær en.