Verdens klogeste milliardær skjuler formue i Bermuda

Den demokratiske støtte James Simons har mere end 46 milliarder kroner i skjul på Bermuda.

Matematiker, velgører og milliardær James Simons har mere end 46 milliarder kroner puttet af vejen på Bermuda. (Foto: © Gert-Martin Greuel, (CC BY-SA 2.0))

James Simons er nummer 25 på Forbes' liste over de 400 rigeste amerikanere.

Men det er kun fordi, at Forbes ikke aner, hvor mange penge Simons reelt ejer.

Den 79-årige Simons bliver kaldt ”verdens klogeste milliardær.” Han er matematiker, kryptolog, professor og kendt for sit arbejde med mønstergenkendelse og strengteori.

Og så ejer James Simons hedgefonden Renaissance Technologies – og dermed vurderes Simons formue til at være 119 milliarder kroner.

Det er den formue, der har udløst placeringen på Forbes' liste.

Men altså: Forbes har ikke styr på hele Simons formue.

Ikke styr på formuen

For de såkaldte paradis-papirer viser, at James Simons har puttet mindst 46 milliarder kroner af vejen på Bermuda i fonden Lord Jim Trust.

Med de penge kan Simons rykke ti pladser op på Forbes' liste.

Ud over sine matematiske evner og sin formue er James Simons også kendt for sin velgørenhed og for sin økonomiske støtte til Demokraterne.

Ved præsidentvalget i 2016 var James Simons den tredjestørste enkeltdonor til Hillary Clinton. Simons bidrog med 45 millioner kroner til forskellige interessegrupper.

Der er ikke mange billeder af James Simons, der er kendt for at holde sig fra offentligheden, og som sjældent giver interviews.

Den diskrete James Simons har drevet sin fond på Bermuda siden 1974.

En af de største fonde nogensinde

James Simons hemmelige fond på Bermuda er af de største private trust funds, der nogensinde er blevet fundet.

I et dokument fra de lækkede paradis-papirer fra 2010 vurderes det, at fonden i slutningen af 2017 vil ramme 96 milliarder danske kroner og i 2030 225 milliarder kroner.

Afsløringen af James Simons skjulte formue viser, hvor lidt offentligheden i virkeligheden ved om de få, allerrigeste mennesker i verden.

Sidste år udgav Oxfam International en rapport, der vurderede, at 62 mennesker på verdensplan ejer det samme som de fattigste tre milliarder mennesker tilsammen.

Men denne rapport byggede på Forbes' vurderinger af de rigeste mennesker i verden.

Og Forbes ved altså ikke alt.

Giver milliarder til velgørenhed

Ifølge Forbes har Simons givet over 13 milliarder kroner til velgørende formål.

Men også her kan det rigtige tal sagtens være højere. For i 2011 stiftede ansatte i Simons' fond i stilhed en ny fond i Bermuda, Simons Foundation International, hvis penge skal gå til velgørende formål.

For nyligt er halvdelen af midlerne i Lord Jim Trust blevet overført til den nye fond, viser de lækkede paradis-papirer.

Oplysningerne om James Simons' skjulte formue er kommet frem i forbindelse med lækken af paradis-papirerne.

Oplysningerne stammer fra lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Appleby, som gennem årene har udviklet sig til en gigant inden for skattely-løsninger til verdens rigeste mennesker, og fra offshorefirmaet Asiaciti samt 19 virksomhedsregistre fra forskellige skattely.

Dokumenterne er gennemgået af det internationale konsortium af journalister ICIJ og journalister og medier fra 67 lande.

I Danmark er Dagbladet Politiken og DR med i ICIJ.

Dokumenterne blev oprindeligt lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung og derefter delt med ICIJ.

Lækken dækker fra midten af 1950’erne frem til 2016.