Tyske kvinder skal op af sofaen og ned i stemmeboksen, når der på søndag er valg til den tyske Forbundsdag.
Kvinderne stemmer nemlig generelt lidt mindre end mændene - men det skal en ny kampagne ændre på.
- 24. september er der valg til Forbundsdagen. Hvordan man stemmer har vi alle lært - og glemt igen, fortæller her model og skuespillerinde Palina Rojinski i en af kampagnens videoer.
Hun er ét af ansigterne på kampagnen Gerwomany, som er et samarbejde mellem 23 af de førende dameblade i Tyskland, heriblandt Vogue, Elle og Cosmopolitan.
Hashtags, håndtegn og oplysende artikler
Kampagnen finder blandt andet sted på sociale medier, hvor blandt andet bloggere, modeller og skuespiller er med til at udbrede kampagnens budskab ved brug af krydsede fingre - kampagnens håndtegn, og hashtagget #gerwomany.
Samtidig laver samtlige magasiner, der deltager i kampagnen, indhold, der skal gøre deres læsere klogere på valget.
Som eksempel har Magasinet Glamour besøgt unge EU-politikere i Bruxelles, Cosmopolitan har lavet en valgguide ”Fem grunde til, at det er vigtigt at deltage i valget”, mens magasinet Emotion har lavet en test, der kan hjælpe læserne med at finde det parti, hvis politik stemmer overens med deres overbevisninger.
De håber, at de med deres tilsammen 20 millioner kvindelige læsere kan lokke flere kvinder til at sætte deres kryds.
Tre millioner flere
Ved det seneste parlamentsvalg i 2013 var valgprocenten blandt mænd og kvinder kun marginalt forskellige.
71 procent af kvinderne var ved valgurnerne, mens andelen for mænd var 71,8. Men fordi der er tre millioner flere kvinder i Tyskland end mænd, kan en større andel af kvindelige vælgere gøre en reel politisk forskel.
Og der er nok at kæmpe for hos de kvindelige vælgere, mener den socialdemokratiske spidskandidat, Martin Schulz.
- Friheden til selv at bestemme over, hvordan man vil leve sit liv, er for mænd en selvfølgelighed. Om de vil have ingen børn og kun karriere eller både karriere og børn - og for kvinder er det helt anderledes, siger han i et interview til kampagnen.
Underrepræsenteret og på deltid
- •
Ifølge en undersøgelse fra EU-Kommissionen i 2012, er de tyske kvinder underrepræsenteret på arbejdsmarkedet sammenlignet med mænd. 67,7 procent af landets kvinder er i beskæftigelse, mens tallet er 77,3 for mænd.
- •
Samtidig er andelen af kvinder, der er deltidsbeskæftiget højere end det europæiske gennemsnit. 45 procent af Tysklands arbejdende kvinder arbejder deltid mod 31,6 procent i hele EU.
- •
Også blandt samfundets beslutningstagere har de tyske kvinder en lav repræsentation. Andelen af kvinder i de tyske bestyrelser var i 2012 på 16 procent.
Både Martin Schulz og den konservative kansler Angela Merkel har lovet at de vil gøre livet nemmere for Tysklands over 40 millioner kvinder. Merkel vil give flere penge til børnefamilierne, og Schulz vil blandt andet give gratis pasning.
Du kan høre meget mere om tyske kvinders rolle i både samfundet og valgkampen i aften, når DR2 klokken 23 sender programmet "Tyskland: Den store nabo".