- Wir schaffen das! Vi klarer det!
Sådan lyder Angela Merkels tre berømte ord til historiebøgerne. En principfast sætning, som altid vil blive associeret med Tysklands kansler, men som egentlig slet ikke passer til hende.
Og som hun ikke længere vil være ved.
Berlin i august 2015.
Angela Merkel er i fuld gang med i sit årlige sommerpressemøde. Blikket er fokuseret. Den pink blazer er et udråbstegn på pressecentrets dæmpede blå bagtæppe. Merkel har talt sig varm, hendes hænder gestikulerer. Hun siger:
- Tyskland er et stærkt land. Og vi skal gå til den her opgave med holdningen: Vi har klaret så meget andet. Vi klarer det!
Wir. Schaffen. Das!
Ordene lyder henkastede, men de rammer den tyske offentlighed som præcisionsbomber. Bang. Bang. Bang. De slår fast, at tyskerne nok skal klare flygtninge- og migrantkrisen, som i de dage sender hundredetusinder af fremmede over grænsen til deres land.
Merkels ord udstråler urokkelig overbevisning. De minder om moderens løfte til barnet, at alt nok skal blive godt. Sådan har tyskerne aldrig oplevet deres kansler før. Og aldrig siden.
Hør Angela Merkels berømte ord i videoen:
I de kommende måneder døjer Tyskland med det massive rykind af mennesker – og med de overgreb og den terror, som følger i dønningerne. Og hele vejen gennem krisen lyder kanslerens insisterende mantra:
- Wir schaffen das!
Kovendingen
Indtil hun en skønne dag krøller mantraet sammen og smider det væk:
- Nogle gange tænker jeg, at den sætning bliver ophøjet til noget, den ikke er. At man tillægger den for meget. Og det i en sådan grad, at jeg helst slet ikke vil gentage den.
Sådan lyder de nye toner fra Angela Merkel i magasinet Wirtschaftswoche et år efter flygtningekrisens højdepunkt. Så usædvanlig hendes ”wir schaffen das” var, så betegnende er hendes pludselige afstandtagen. Det er kulminationen på en klassisk merkelsk kovending.
Jo mere flygtninge- og migrantkrisen har slidt på tyskerne, jo mere har Merkels mantra lydt formynderisk og provokerende i manges ører. Jo mere har kansleren tabt terræn i meningsmålingerne, mens hendes nye politiske konkurrenter, højrepartiet AfD, er vundet frem. I de dage i 2016 taler man om, at Merkel er færdig som kansler.
Men samtidig er der sket noget andet:
Jo mere folkestemningen er skiftet, desto mere har Angela Merkel orienteret sig efter den - i form af stramninger i udlændingepolitikken. Og da hun lægger en armslængde til sit "Wir schaffen das!" retter hun helt ind. Hun gør det aftenen inden et vigtigt delstatsvalg i Berlin, hvor mange forventer en ny storsejr til AfD.
Sejren udebliver. Måske er det et tilfælde. Måske er det en kanslerstrategi, der går op.
Skruer på knapperne
Mange tyskere, jeg taler med, værdsætter det faktum, at Angela Merkel i bund og grund er en forskersjæl i en politikerskal. Hun har en doktorgrad i fysik fra universitetet i Leipzig.
Og hvor mange andre politikere kan virke flyvske, iltre og i bund og grund upålidelige, så virker Tysklands kansler så fokuseret, kølig og tilforladelig, at det nærmest bliver lidt robotagtigt. Nyhedsmagasinet Der Spiegel gik engang så vidt som til at kalde hende "regeringsautomaten".
Det siges om Angela Merkel, at hun betragter politik, som var det en af de forsøgsopstillinger, hun arbejdede med dengang på universitetet. At hun tænker politik bagfra. Hun starter med at fastlægge, hvad hun gerne vil opnå. Og så skruer hun på knapperne, indtil hun når frem til det ønskede resultat.
Resultatet, Angela Merkel er gået efter i sine 12 år som kansler, synes altid at have været: 1) bibeholdelsen og styrkelsen af sin magt. 2) Tysklands ve og vel. De to ting hænger sammen, om end det er svært at sige, hvilken af de to spiller den største rolle for Merkel.
Da Angela Merkel skiftede kurs i flygtningekrisen, skruede hun på en af forsøgsopstillingens knapper. Da hun efter atomkatastrofen i Japan i 2011 indledte udfasningen af Tysklands kernekraftværker, skruede hun på en anden knap. Da hun i sommer banede vejen for homoægteskaber, skruede hun på en tredje. I alle tre eksempler fornemmede hun, at forsøgsanretningen var ved at blive ustabil. At folkestemningen var ved at vende sig mod hende. Hun rettede ind. Hun sikrede sin magt.
Merkamøben
Her forud for forbundsdagsvalget er Angela Merkel blevet foreviget i en rammende karikatur. Hun bliver fremstillet som et altædende væsen uden fast form, som ”Merkamøben”!
Inde i amøben befinder sig skeletterne af tidligere konkurrenter om kanslerposten, og af deres politiske mærkesager. Det er måske ikke det mest charmerende billede, men det er et ret sjovt eksempel på, hvordan Angela Merkel vender, drejer, tilpasser sig. Og vinder kamp på kamp, valg på valg - muligvis også det kommende. Man kunne kalde det et nærmest darwinistisk ”survival of the fittest” princip, hun står for.
Men Angela Merkel trækker muligvis også på erfaringer fra livet under DDR-regimet. Her gjaldt det ofte om at bøje, smyge og tilpasse sig i opstigningen mod systemets top. Og om ikke at komme i de myndigheders søgelys, der var på udkig efter alle, der stak næsen for langt frem.
Det virker som en vinderstrategi, når det drejer om at bibeholde og styrke sin magt. Men strategien kan vise sig at være problematisk for Tysklands ve og vel.
Ingen visioner
En kansler Merkel under konstant tilpasning er også en kansler Merkel, der ikke rigtig står fast på noget. Der ingen visioner har. Der ikke tør træffe upopulære beslutninger, der muligvis er nødvendige for at sikre Tysklands velstand.
Tyske og internationale eksperter råber for eksempel højt efter omfattende reformer af skatte- og pensionssystemet – og efter markant større investeringer i uddannelse, infrastruktur og innovation. De advarer om, at det ellers snart kan være slut med den boomende tyske økonomi – og starten på et fald fra magtens tinder.
Men Angela Merkel skruer hellere på forsøgsanretningen end at risikere, at den eksploderer op i ansigtet på hende. Den eneste gang, hun traf en beslutning ud fra en dybere, grundlæggende overbevisning, var i flygtningekrisen. Det var da hun åbnede grænserne for flygtninge og migranter ud fra, hvad der virkede som et fundamentalt, humanistisk motiv. Det var da hun sagde:
- Wir schaffen das!
En lignende beslutning vil Angela Merkel formentlig aldrig træffe igen.