Ulf Kristersson opgiver forsøg på at danne ny svensk regering

To uger efter, at den borgerlige leder begyndte forhandlinger, må han kaste håndklædet i ringen.

Moderaternes leder, Ulf Kristersson. (Foto: © 10060 Henrik Montgomery/TT, Scanpix)

Lederen af den borgerlige alliance i Sverige, Moderaternes Ulf Kristersson, opgiver forsøget på at danne en ny svensk regering.

Det oplyser han på et pressemøde for kort tid siden.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne i denne omgang, så nu er det ikke længere mig, der har ansvar for den her proces, lød det fra Ulf Kristersson (M).

Meddelelsen kommer, efter to af partierne i den borgerlige alliance, Liberalerne og Centerpartiet, i går afviste Kristerssons forslag om at danne en ren borgerlig regering sammen med den fjerde partner i alliancen, Kristendemokraterne.

Begge partier ønsker nemlig en bred regering på tværs af fløjene. Den borgerlige alliance har ikke mandater nok til at danne regering på egen hånd, men skal bruge støtte enten fra den røde fløj eller fra det indvandringskritiske Sverigedemokraterne.

Den sidste mulighed har både Liberalerne og Centerpartiet afvist gentagne gange, senest i går.

Her kan du se, hvor mange mandater den borgerlige alliance har:

Chancen går videre til Socialdemokraterne

Nu vil den naturlige konsekvens være, at den socialdemokratiske leder Stefan Löfven får chancen for at danne regering. Men også det bliver udfordrende, fortæller DR’s Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Selvom den borgerlige alliance lige nu knager gevaldigt i fugerne – for at sige det mildt - så skal han jo på en eller anden måde lave et regeringsgrundlag, der kan accepteres af de to borgerlige partier. Så hans bedste forsøg består i at danne en eller anden form for regeringssamarbejde hen over midten, siger hun.

Det har endnu ikke været muligt at danne en ny regering, siden svenskerne gik til valg den 9. september. Ulf Kristerssons forsøg er det første af fire mulige. Herefter vil der blive udskrevet nyvalg i Sverige.

Ifølge talmannen, Anders Norlén, som har til opgave at udpege den kommende statsminister, vil han nu invitere de resterende syv partiledere til en ny såkaldt talmansrunde. I morgen vil han præsentere sit næste bud på en kommende statsminister, siger han til SVT.

Sådan fordelte samtlige mandater sig mellem blokken ved valget: