Tak, men ellers tak: Svenske støttepartier fastholder krav til Kristersson

Liberalerne og Centerpartiet vil stemme nej, hvis Kristersson fremsætter forslag om en ren borgerlig regering. Kristersson skal søndag mødes med den øverste repræsentant for Rigsdagen.

Liberalerne takker nej til en ren borgerlig regering, siger formand Jan Björklund. (Foto: © Henrik Montgomery/TT, Scanpix)

De borgerlige i Liberalerne og Centerpartiet har ikke tænkt sig at støtte Ulf Kristerssons (M) forslag om at danne regering uden samarbejde med den røde blok.

Det slår formænd for begge partier, Jan Björklund (L) og Annie Lööf (C), fast for kort tid siden.

Udmeldingen kommer efter, at Ulf Kristersson (M) i går bad støttepartierne i den borgerlige alliance om at acceptere en borgerlig regering uden støtte fra Socialdemokraterne - eller helt lade være med at gå med i regering.

Hvem er i alliance med hvem?

  • Kristerssons parti, Moderaterne, leder en borgerlig alliance med Liberalerne (L) og Kristendemokraterne (KD) og Centerpartiet (C).

  • De tre partier har dog ikke de 175 mandater, det kræver at danne regering på egen hånd.

  • De to liberale støttepartier, C og L, ønsker begge en bred regering på tværs af fløjene.

  • Læs mere om svenskernes forsøg på at samle mandater nok her.

Den opfordring afviser begge partier altså nu. Samtidig slår de fast, at partierne vil stemme nej, hvis Kristersson (M) fremsætter et forslag om at danne en ren borgerlig regering med Kristendemokraterne.

I stedet vil partierne have, at Ulf Kristersson (M) skal afsøge andre muligheder for at danne regering på tværs af blokkene.

- Vi vil bevare alliancen og ønsker fortsat at se Ulf Kristersson (M) som statsminister. Men uden en forankring på tværs af blokkene, bliver vi afhængige af Sverigedemokraterne, lød det fra Annie Lööf (C), som tilføjede, at de ønsker en regering med mindst fire partier.

På pressemødet gentog begge partiledere, at de ikke har i sinde at indgå i regering med støtte fra det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne.

Her kan du se, hvordan mandaterne blev fordelt efter valget:

Kristersson går til Rigsdagens øverste repræsentant

Moderaternes Ulf Kristersson har egentlig til på tirsdag til at fremsætte et regeringsforslag overfor Rigsdagens øverste repræsentant, den såkaldte talman. Ifølge en pressemeddelelse skal Kristersson dog mødes med talmannen allerede i morgen, søndag, hvorefter han igen vil holde et pressemøde.

Det er endnu uvist, hvad Kristersson og talmannen skal drøfte.

Lykkes det ikke at få stemt et forslag til en regering igennem i Rigsdagen inden tirsdag, vil en anden få givet opgaven med at samle en ny svensk regering.

Det vil sandsynligvis blive Socialdemokraternes leder og tidligere statsminister, Stefan Löfven (S).

Både Liberalerne og Centerpartiet håber, at fristen for at danne regering vil blive forlænget.

Det er endnu ikke lykkes at samle en svensk regering, efter befolkningen gik til valg den 9. september.