I Östersund synger de sig til svensk integration

I koret "The Rockin' Pots" lærer asylsøgere og udlændinge sproget gennem svenske sange.

Samira Musa holder godt fast i sangbogen, mens korlederen hamrer begejstret i klaveret.

- Kom så, én gang til, endnu højere!

Normalt er der stille i Östersunds gader, men i aften er der masser af lyd på integrationen.

I et lille forsamlingshus skråler 35 voksne og unge med på svenske klassikere.

De kalder sig "The Rockin' Pots". Og de er samlet for at lære svensk og blive bedre integreret i samfundet gennem sang.

28-årige Samira Musa flygtede fra Saudi-Arabien for tre år siden og har været med i koret, lige siden hun fik asyl i Sverige.

- Det her kor har været virkelig vigtigt for mig. Når man kommer til et nyt land, har man brug for at få nye venner og for at lære sproget. Her er jeg tryg, for her er alle ligestillede, siger hun.

Tog til asylcenter for at samle korsangere op

Koret er et mix af svenskere, der er født og opvokset i landet, og folk, som er kommet til landet for nyligt.

"The Rockin' Pots" spirrede i 2015, da Sverige modtog enormt mange flygtninge på meget kort tid. I det år søgte knap 163.000 mennesker om svensk asyl, hvilket var en fordobling fra 2014.

Til asylcenteret "Grytan" i Östersund kom den ene bus efter den anden med flygtninge, som manglede tag over hovedet.

En dag kom ejerne af Jämtlands Musikskola, Rosmari og Jonas Hagström, så tilfældigvis på besøg.

Der var nemlig én af beboerne på asylcenteret, som havde spurgt, om musikskolen ikke manglede en praktikant.

- Da vi kom ud til asylcenteret og mødte de her mennesker, kunne vi med det samme mærke, at vi ville gøre noget mere for alle, som boede der. Og så fik vi idéen til at starte et kor, fortæller Jonas Hagström.

Sådan begyndte de to ejere at samle flere og flere om den svenske sang på "Grytan".

Asylcenteret skiftes ud med forsamlingshus

Samira Musa, som stort set taler flydende svensk nu, er overbevist om, at hun ikke havde lært lige så godt svensk, hvis ikke hun havde haft koret.

- Alle her er jo nybegyndere. Det er en god måde at lære sproget at kende på, og vi gør det bare, fordi det er sjovt, siger hun.

Asylcenteret "Grytan" lukkede i februar i år, men "The Rockin' Pots" mødes stadigvæk en gang om ugen.

Nu er asylcenteret blot skiftet ud med forsamlingshuset ved gågaden midt i Östersund by, og i dag har Samira Musa travlt med både studier og arbejde.

Men hun kommer og synger med, så ofte hun kan.

- Her betyder det ikke noget, om man er svensk eller ej, og man skal ikke bekymre sig om sproget, når man kommer her, siger hun.