Det var ikke helt til at sige, om de brølede af jubel eller af lettelse, Emmanuel Macrons tilhængere, da valgresultatet i aftes klokken 20.00 tonede frem på skærmen.
Men brølede, dét gjorde de, og de viftede med både trikoloren og dét EU-flag, som Macron elsker så højt.
Præsidenten, der går efter endnu fem år i Elyséepalæet, slog højrefløjslederen Marine Le Pen mere eftertrykkeligt end forventet i valgets første runde. Med næsten alle stemmerne talt op står Macron til at få 27,6 procent af stemmerne, mens Le Pen får 23,4 procent, og de to ærkerivaler fra forrige præsidentvalg skal nu atter kæmpe om magten i Frankrig.
Men alt har ændret sig, siden en ung og uprøvet Macron i 2017 med lethed slog Le Pen ud i valgets anden og afgørende runde.
Og mens den ene kandidat har ført en næsten arrogant valgkamp, har den anden ført en mesterlig en af slagsen.
'Karbade i folkemængden'
Marine Le Pen er mere populær end nogensinde og har ført en forrygende valgkamp, hvor hun har smilet, kindkysset og selfiet sig gennem franske byer, forsamlingshuse og sportshaller.
Hun har på næsten mirakuløs vis reddet sin kampagne fra en potentielt altødelæggende skandale over det tætte forhold til præsident Vladimir Putin og dét Rusland, hvor hun tidligere har lånt penge til at føre valgkamp i Frankrig.
I stedet har Le Pen budt ukrainske flygtninge bienvenues en France, og hun har i det hele taget nedtonet de notorisk indvandringskritiske dele af sit valgprogram til fordel for mange og lange taler om, hvordan hun vil hjælpe franskmændene til en bedre privatøkonomi, tryggere tilværelse og en god pension.
Hun har stillet op til bløde interviews om at være enlig mor, certificeret katteavler (!) og om at flytte i bofællesskab med barndomsveninden Ingrid, efter bruddet med sin partifælle og partner gennem ti år, Louis Alliot.
Og så har Marine Le Pen – under sloganet ’M La France’, der et ordspil på hendes navn og ’elsker Frankrig’ – taget sig dusinvis af bains de foule, ’karbade i folkemængden’, som franskmændene kalder den særlige disciplin, hvor politikere trykker vælgernes næver, kysser deres babyer og sørger for, at fotograferne får folkeligheden foreviget i alle tænkelige vinkler.
Klar til 'the final countdown'
Det er en forandret Le Pen, der nu for tredje gang forsøger at blive Frankrigs første kvindelige præsident, og hun lader til at være i topform – igen i modsætning til samme tidspunkt i 2017, hvor Marine Le Pen fremstod udmattet og ufokuseret mellem de to valgrunder.
Dengang talte mange i hendes parti om, at tiden måske var inde til, at Madame gik på pension og lod yngre kræfter overtage stafetten i partiet, Rassemblement National. De tog fejl.
De tog fejl sammen med alle andre, der afskrev Marine Le Pen og den europæiske højrefløj. Hun er tilbage, hun tror på sejren, og hendes vælgermøder bliver indledt med 80’er-hittet ’The Final Countdown’ på aggressiv lydstyrke.
Emmanuel Macron, derimod… tjah, hans valgkamp beskrives bedst af de franske journalister, der har haft til opgave at rejse efter ham på kampagnesporet: ”Vi har haft ret meget fri”.
For mens præsident Macron har engageret sig dybt i forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine, har præsidentkandidat Macron knap nok ført valgkamp i Frankrig.
Tydeligt trættere Macron
Ét vælgermøde og nul tv-debatter er det blevet til. Selv mange af hans tilhængere er enige om, at Marine Le Pen har ført en bedre valgkamp end han. Og hvor millioner af franskmænd i 2017 lod tvivlen komme Macron til gode, må han nu stå til regnskab for alle sine gerninger gennem fem år som præsident.
Det er en tydeligt trættere, noget mere gråhåret og lidt mindre rundkindet Macron, der denne gang stiller op. Med i bagagen har han gode økonomiske resultater og en faldende arbejdsløshed, men også De Gule Vestes sociale oprør, flere terrorattentater på fransk jord, en ikke altid lige vel håndteret coronapandemi og senest en krig, med hvad der foreløbig har fulgt af inflation, usikkerhed og fremtidsangst.
Lige nu tyder målingerne på, at løbet bliver tæt mellem ham og Le Pen i anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg om to uger, den 24. april. Det er et historisk splittet Frankrig, der går til valg – i dét omfang, Frankrig overhovedet går til valg.
Valgdeltagelsen i går var den laveste i 20 år, og mere end hver fjerde vælger blev ikke bare hjemme i sofaen, de blev hjemme i vrede og protest. Frustrationen over politikerne og systemet er massivt, og den siddende præsident skal i dén grad op af kontorstolen for at sikre sig, at han kan beholde magten og nøglerne til Elyséepalæet.
Macron har travlt
Franskmændene står over for 14 dages vild valgkamp, hvor Emmanuel Macron givetvis vil forsøge at tydeliggøre for vælgerne, at Marine Le Pen 2.0 stadig bare er… Marine Le Pen.
Altså: Som i Putins forlængede arm i Frankrig og politisk arvtager af sin far, den mange gange racisme- og antisemitismedømte politiker, Jean-Marie Le Pen.
Macron vil forsøge at fortælle vælgerne, at hans rival blot vil splitte Frankrig endnu mere, for eksempel med hendes ambitioner om at kriminalisere kvinder, der bærer slør på åben gade, og at hans rival blot vil skabe endnu mere utryghed internationalt, for eksempel med hendes ambitioner om at trække Frankrig ud af Natos militære samarbejde.
Samtidig skal Macron overbevise vælgerne om, at det er værd at være vælger – at det franske demokrati er en dyrebar institution, som alle skal bidrage til. Og endelig skal han have overbevist befolkningen om, at han ikke er identisk med karikaturen af den arrogante og hyperaktive eksfinansmand, der er ’De Riges Præsident’.
Og alt dét skal han på 14 dage. Der er kort sagt brug for en Macron-valgkamp 2.0, hvis han skal slå sin ærkerival igen, og vel at mærke gøre det overbevisende.
Det er i sandhed 'The Final Countdown'.