50.000 soldater skal beskytte franskmændene på valgdagen

Der er politisk uenighed om den fortsatte undtagelsestilstand, men franskmændene bakker op om den øgede sikkerhed, fortæller DR's internationale korrespondent.

Tungt bevæbnede soldater og politibetjente er intet særsyn i Paris længere. Her patruljerer en soldat ved Louvre i den franske hovedstad. (Foto: © Aurelien Meunier, Getty Images)

Når franskmændene på søndag går til præsidentvalg, vil flere end 50.000 ekstra betjente og soldater være udkommanderet til at beskytte vælgere og valgsteder mod terror-angreb.

Frankrig er fortsat i undtagelsestilstand, og sådan har det været i halvandet år siden terror-angrebet i Paris i november 2015.

Undtagelsestilstanden og Frankrigs kamp mod terror er også på dagsordenen for de kandidater, der stræber efter at vinde det kommende præsidentvalg. Men her er der stor uenighed om, hvordan sikkerheden i landet skal administreres, fortæller DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

- De 11 præsidentkandidater er meget uenige om, hvorvidt undtagelsestilstanden er en effektiv måde at beskytte borgerne.

- Ser vi på favoritterne, så er den konservative Francois Fillon og højrefløjens Marine Le Pen tilhængere af undtagelsestilstanden, centrumpolitikeren Emmanuel Macron mener ikke, at det har topprioritet at ændre undtagelsestilstanden, mens kommunisten Jean-Luc Mélenchon og de fleste øvrige kandidater vil have den ophævet, fortæller hun.

Hellere med end uden

Som følge af undtagelsestilstanden må myndighederne ransage hjem uden dommerkendelse og sætte mennesker i husarrest alene på grund af en mistanke.

Fra flere sider bliver undtagelsestilstanden kritiseret for at underminere demokratiet og krænke basale borgerrettigheder.

Men trods kritik fra blandt andre Amnesty International og Den Franske Menneskerettighedsliga, så er et flertal af franskmændene positivt stemt overfor de vidtgående beføjelser, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Det er de simpelthen på grund af deres hverdag. Fordi de bor i et land, der siden 2015 har oplevet 19 store og små terrorangreb eller forsøg på angreb. Set i det lys, så lever de hellere med myndighedernes udvidede beføjelser end uden, fortæller hun.

Du kan læse meget mere om de franske præsidentkandidater her.