Amerikanerne skal i dag beslutte, om Donald Trump eller Hillary Clinton skal afløse Barack Obama i Det Hvide hus.
Men i tre stater skal de også tage stilling til dødsstraf.
I Nebraska, Oklahoma og Californien har folket derfor fået lidt mere at tænke på.
Californien har USA's største dødsgang, og derfor bliver valgresultatet i den stat fulgt med særlig stor spænding, fordi vælgernes beslutning kommer til at påvirke hver fjerde dødsdømte i USA.
Og ifølge flere amerikanske medier bliver det et tæt valg.
Vælgerne er nemlig meget splittede på området, beretter Los Angeles Times.
Avisen bragte for nogle dage siden en meningsmåling lavet i slutningen af oktober. Den viste, at 44 procent af de adspurgte vælgere ville ophæve dødsstraf i Californien, mens 45 procent var imod. 10 procent var slet ikke afklaret.
Kan gøre systemet til en rodebutik
Ved dagens valg skal de californiske vælgere også forholde sig til, om proceduren omkring dødsstraf skal ændres.
35 procent af de adspurgte vælgere ville bevare dødsstraf, men gøre proceduren hurtigere, mens 42 procent var imod at ændre proceduren.
Hele 21 procent vidste ikke, hvad de ville svare på dette spørgsmål.
Ifølge Time Magazine kan vælgerne i Californien dermed ende med både at afskaffe dødsstraf og beholde den, men blot stemme for at speede processen op, så de dødsdømte ikke skal sidde i årtier og vente på eksekveringen.
- I år er det sandsynligt, at begge afstemninger kan gå igennem med flertallet af stemmerne, hvilket betyder, at staten ender med bade at ophæve dødsstraf og bekræfte den, hvilket vil skabe forvirring omkring hele systemet, lyder det i en artikel fra i går.
Ingen henrettet siden 2006
Splittelsen om dødsstraf afspejler en generel folkestemning i USA, hvor henrettelserne bliver færre og færre.
I Californien har man ifølge Washington Post ikke henrettet nogen siden 2006 på grund af problemer med reglerne for de dødelige indsprøjtninger.
- Offentligheden ved, at de her (henrettelser, red.) ikke bliver ført ud i livet. Vi har udviklet os til at have en symbolsk dødstraf, hvor juryen giver dødsstraf for at udtrykke deres harme over forbrydelsen, velvidende at straffen ikke bliver ført ud i livet, siger offentlig anklager i Californiens Riverside County Michael Hestrin til Washington Post.
Dødsstraf er tilladt i 30 af USA's 50 stater. Men flere stater har her i oo'erne afskaffet metoden eller suspenderet den.
Selvom der er dødsstraf, er det således sjældnere og sjældnere, at den bliver ført ud i livet, skriver Washinton Post.
Og selv i de stater, hvor myndighederne gerne vil henrette dødsdømte, er de forhindret i at gøre det på grund af lægemidlerne, som slår de dømte ihjel, skriver avisen.
I Ohio har man eksempelvis sat henrettelserne på pause, mens man venter på at finde den rigtige dødssprøjte.
Lige nu sidder der over 700 indsatte på dødsgangen i Californien.
Modsat i Californien skal vælgerne i Nebraska stemme om at genindføre dødsstraf, der blev ophævet i 2015.
I Oklahoma stemmer vælgerne om at stadfæste statens forpligtelse til at henrette dødsdømte, efter anklagemyndigheden suspenderede henrettelser i 2015.
På dette kort kan du se en oversigt over, hvilke stater som tillader dødsstraf. (eksternt link).