OVERBLIK: Sprøjte er USA's mest brugte henrettelsesmetode

Dødssprøjte, elektrisk stød, gaskammer, hængning og skydning er henrettelsesmetoderne i amerikanske fængsler.

Selvom dødssprøjten kan være fortid, så er der stadig rig mulighed for at henrette amerikanske fanger. (Foto: © MICHAEL VON BUELOW, Scanpix)

Den såkaldte dødssprøjte er den mest brugte metode, når de amerikanske fængsler henretter indsatte. Et opgør fra medicinalindustrien betyder dog, at det bliver sværere og sværere for fængslerne at få fat i medikamenter til de dødbringende sprøjter.

Senest har medicinalgiganten Pfizer ifølge New York Times meddelt, at virksomheden ikke vil lade sine medikamenter blive brugt til henrettelser. Avisen skriver, at Pfizer var den sidste kendte tilbageværende leverandør af henrettelsesmedicin.

De fleste af de 31 amerikanske stater, der benytter sig af dødsstraf, bruger dødssprøjte som den primære metode. Flere giver dog dødsdømte lov til selv at vælge mellem sprøjten og den næstmest anvendte metode, den elektriske stol.

Der findes dog også andre henrettelsesmetoder.

Her er et overblik over, hvilke strafmetoder de amerikanske stater benytter sig af:

  • Dødelig indsprøjtning: 31 stater benytter sig af denne metode. I alt er 1261 personer blevet henrettet med dødssprøjte siden 1976. Alle de 14 personer, der er blevet henrettet i 2016, har fået en dødssprøjte. Den seneste var 11. maj.

  • Elektrisk stød: Otte stater benytter sig også af elektrisk stød. Blandt andre Tennessee, der i 2014 ændrede sin lovgivning, så metoden kan benyttes, hvis man ikke kan få fat i medicin til en dødelig indsprøjtning. 158 er blevet henrettet med stød siden 1976.

  • Gaskammer: Fem stater har love, der gør det muligt at gasse dødsdømte. Det drejer sig om Arizona, Californien, Missouri, Wyoming og Oklahoma.

  • Guvernøren i Oklahoma underskrev sidste år en lov, der betyder at man kan bruge denne metode, hvis man ikke kan bruge en dødssprøjte. 11 er henrettet i gaskammer siden 1976.

  • Hængning: Tre stater har love, der gør det muligt at hænge dødsdømte, hvis det ikke kan lade sig gøre at skaffe en dødelig indsprøjtning. Det drejer sig om Delaware, New Hampshire og Washington. Det er sket tre gange siden 1976. Den seneste var i 1996.

  • Skydning: Utah og Oklahoma har love, der gør det muligt at henrette ved skydning.

  • Utah vedtog sidste år en lov, der på ny giver staten mulighed for at skyde dødsdømte fanger, hvis det ikke kan lade sig gøre at finde medicin til en dødssprøjte. Tre er henrettet ved skydning siden 1976. Sidst var i 2010, hvor en indsat efter eget ønske blev skudt.

  • Kilde: Death Penalty Information Center

/ritzau/