Vaccinekampagne i kamp med tiden: Ebola kan have nået storby

Sundhedsmyndigheder vil for første gang nogensinde forsøge at inddæmme ebolaudbrud med vaccine.

Den voldsomme ebolaepidemi i Vestafrika 2013-2016 krævede over 11.000 liv. (Foto: © Umaru Fofana, Scanpix)

4.000 doser ebola-vaccine er i dag landet i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa, for at bekæmpe udbruddet af den frygtede sygdom i Equateur-provinsen nordøst for hovedstaden.

Det er første gang nogensinde, at man vil forsøge at fange et ebolaudbrud i sin vorden ved hjælp af eksperimentelle vacciner. Og det foregår i kamp mod tiden.

Godt nok er der hidtil kun bekræftet to ebola-tilfælde i området. Men WHO har sammen med de lokale sundhedsmyndigheder fundet endnu 22, som sandsynligvis er smittet, og 17, som mistænkes for at være det.

Af dem er to fundet i provinshovedstaden Mbandaka, hvor der bor 1,2 million mennesker, oplyser Læger Uden Grænser til Sciencemag.org, det anerkendte videnskabelige tidskrift Science' hjemmeside.

Breder sygdommen sig her, kan udbruddet blive til en dødelig epidemi, siger Læger Uden Grænsers virolog Yap Boum, som er med til koordinere vaccinationsindsatsen.

- Risikoen for at virussen breder sig er enorm, siger Yap Boum til hjemmesiden, med henvisning til at ebola har flere ugers inkubationstid, hvor der ikke er symptomer.

Dræber mindst halvdelen af de smittede

Indtil videre er 19 døde af symptomer, der passer med den livsfarlige blødningsfeber, som dræber 50-90 procent af de smittede.

WHO, som blandt andet sendte sin generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus til byen Bikoro, udbruddets epicenter, i sidste uge, har omtalt risikoen for en epidemi som "moderat".

Og man skal endelig ikke tage fejl af det udtryk, siger DR's Afrika-korrespondent Søren Bendixen. Moderat betyder en relativt høj risiko i WHO-sprog, og det skyldes blandt andet nærheden til Mbandaka og Congo-floden, som mod sydvest leder til hovedstaden Kinshasa.

Samtidig er Congo et svært sted at arbejde for organisationernes nødberedskaber, blandt andet på grund af manglende infrastruktur. Det forsinker indsatsen.

- Sygdommen er fundet ret mange steder efterhånden. De fleste steder er ret isoleret, men de har det til fælles, at de har en nærhed til floden, som mod nord går op til provinshovedstaden, og sydpå mod Kinshasa med omkring 14 millioner indbyggere, siger Søren Bendixen.

Skræmmende perspektiv

Viser det sig, at smitten rent faktisk er nået til provinshovedstaden Mbandaka, kan Congo for første gang stå over for et større udbrud.

- Det her er niende gang Congo oplever et ebolaudbrud, og hver gang har det været relativt isolerede tilfælde, hvor relativt få var smittede. Hvis sygdommen begynder at få fat i en by med over en million indbyggere, har det meget skræmmende perspektiver, for så står man lige pludselig over for noget, som kan minde om det vi så i 2014 i Vestafrika, siger korrespondenten.

- Så kan man håbe på at WHO arbejder væsentligt hurtigere i dag end dengang, og at andre aktører hurtigt kommer på banen og sikrer at man kan komme i gang med det samme, siger han.

Indsatsen kompliceres dog af, at Congo er et land med problemer.

- Congo er et land i total opløsning. Der er krigslignende tilstande i store dele af landet, der er enormt mange mennesker som ikke kan brødføde sig selv. Præsidenten skulle være gået af for halvandet år siden, men sidder stadig, så man har et politisk apparat som er meget dårligt fungerende. Så det er ikke de optimale betingelser for at bekæmpe en sygdom af den her karakter, siger Søren Bendixen.

Alle "kontakter" skal vaccineres

Da Congo oplevede et mindre ebola-udbrud sidste år, overvejede landet også at vaccinere, men nåede aldrig at overvinde logistiske forhindringer, før udbruddet var slut.

Denne gang er man klar, og kan derfor snart gå i gang med det allerførste forsøg på at inddæmme et ebolaudbrud med vaccine.

En sundhedsarbejder desinficeres med klor efter et besøg på Bikoro Hospitals isolationsafdeling. (Foto: © Stringer ., Scanpix)

Ifølge WHO påtænker man både at vaccinere alle de såkaldte "kontakter", altså de som har været i direkte kontakt med mistænkte ebolatilfælde, samt dem som har været i kontakt med "kontakterne".

Det er erfaringsmæssigt typisk 100-150 mennesker per mistænkte ebolasmittede.

- Man håber at kunne begynde at vaccinere i weekenden. Grunden til at man ikke kan begynde dagen efter at man har besluttet det, er at der er langt fra Kinshasa og helt derud. Man skal have etableret en kølekæde, så vaccinen kan være kølet ned hele vejen. Og man skal være sikker på at man har et personale der kan håndtere den, siger DR's Afrika korrespondent.

Vaccinen, som skal bruges i Congo, er eksperimentiel, idet den ikke har været igennem de grundige tests, vacciner og medicin ellers udsættes for. Den virkede dog over al forventning i Guinea i slutningen af den vestafrikanske epidemi.

Endnu 4.000 doser bliver snart sendt til Congo.

Hvad er ebola?

  • Ebola er en såkaldt zoonose, som smitter fra vilde dyr, og derefter videre blandt mennesker. Det står endnu ikke fuldstændigt klart, hvilket eller hvilke dyr, som er den primære værtsorganisme. Men sygdommen er jævnligt dukket op, siden den første gang blev registreret i 1976.

  • Det er en ekstremt dødelig virus, som i gennemsnit slår halvdelen ihjel af de, som er uheldige at blive smittet. Nogle gange er dødeligheden 90 procent. Den er nem at dræbe med varme, klor eller endda sæbe, men ekstrem smitsom. Derfor kan et udbrud hurtigt komme ud af kontrol.

  • Ifølge Læger uden Grænser går der 2–21 dage, før den smittede får symptomer, der kan minde om helt almindelig influenza: Høj feber, mathed, hovedpine, muskel- og mavesmerter. Siden følger der opkastninger, diarré, udslæt og lever- og nyresvigt, og til sidst i forløbet kan der opstå både indre og ydre blødninger. Ebola kaldes derfor også for blødningsfeber.

  • Sygdommen smitter først, når der er symptomer. Det sker gennem kropsvæsker som spyt, blod, sæd, sved og opkast, og går derfor nemt ud over dårligt beskyttet sundhedspersonale eller slægtninge, som håndterer en afdød.

  • Der findes ingen behandling mod ebola. Til gengæld findes der to eksperimentelle vacciner, den ene af dem dansk.