De første store grupper af rohingyaer, der har søgt tilflugt i Bangladesh, bliver sendt tilbage til Myanmar i morgen.
Til et møde med Aung San Suu Kyi, Myanmars øverste politiske leder, kritiserede USA's vicepræsident, Mike Pence, i den forbindelse landets håndtering af rohingyanere.
- Der er ingen undskyldning for den vold og forfølgelse, som militæret og selvtægtsmænd har udsat rohingyaerne for, og som resulterede i deres flugt til Bangladesh, sagde Mike Pence til mødet, ifølge nyhedsbureauet AP.
- Jeg er ivrig efter at høre, hvordan I vil få dem til frivilligt at vende hjem.
Myanmars hær indledte i august sidste år en offensiv mod det primært muslimske rohingya-mindretal.
Sidan da er 700.000 rohingyaer flygtet til Bangladesh. FN har kaldt det "et skoleeksempel på etnisk udrensning".
Bekymring over fængslede journalister
Mødet mellem de to fandt sted under det årlige topmøde for den Østasiatiske sammenslutning - forkortet ASEAN - i Singapore.
Her kom Mike Pence også ind på fængslingen af to Reuters-journalister, som han kalder "dybt bekymrende". Han forsøgte at overtale Aung San Suu Kyi til at benåde dem.
Ifølge AP skulle hun have svaret vicepræsidenten:
- Vi forstår vores eget land bedst, ligesom du mener, du forstår dit eget land bedst. Så vi er i en bedre position til at forklare, hvad der sker.
Aung San Suu Kyi har fået massiv kritik fra både statsledere og organisationer verden over for ikke at have forsvaret rohingyaernes rettigheder.
Flere af de priser, som hun gennem årene er blevet tildelt for sin kamp for menneskerettigheder, er også trukket tilbage.