To Reuters-journalister er blevet idømt syv års fængsel for at være i besiddelse af ulovlige dokumenter i forbindelse med dækningen af rohingya-krisen i Myanmar.
Journalisterne Wa Lone og Kyaw Soe var tiltalt efter den såkaldte "official secrets act". Den myanmarske lov forbyder at videregive informationer, som kan bruges mod staten eller regeringen.
32-årige Wa Lone og 28-årige Kyaw Soe risikerede 14 års fængsel.
De har sagen igennem nægtet sig skyldige. Deres advokater hævder, at journalisterne blev lokket i en fælde af politiet.
Journalisterne blev anholdt i Yangon i december sidste år, da de rapporterede om en massakre på ti civile rohingya-muslimer.
De "vigtige og hemmelige dokumenter" kom fra to betjente, som arbejdede i delstaten Rakhine, hvor Myanmars sikkerhedsstyrker beskyldes for at have begået overgreb mod civile fra det muslimske rohingya-mindretal.
Anholdelse fordømt internationalt
FN har efter domsafsigelsen krævet, at journalisterne bliver løsladt.
Samtidig kalder USA's og Storbritanniens ambassadører i Myanmar straffen for problematisk.
- Det er dybt bekymrende for alle her i landet, der har kæmpet så hårdt for pressefrihed i landet, udtaler den amerikanske ambassadør, Scot Marciel.
- Vi er ekstremt skuffede over denne dom, lyder det fra den britiske ambassadør, Dan Chugg.
En af de advokater, som repræsenterer de to journalister, er den britisklibanesiske menneskerettighedsadvokat Amal Clooney, som er gift med den amerikanske skuespiller George Clooney.
- Wa Lone og Kyaw Soe er udelukkende fængslet, fordi de rapporterede nyhederne. Jeg har modtaget sagsdokumenterne, og de to journalister er uden tvivl uskyldige og bør løslades øjeblikkeligt, udtalte Amal Clooney i marts.
/ritzau/Reuters