Usædvanlig opfordring fra Ungarns opposition før flygtningevalg: Stem ikke!

Den ungarske opposition prøver med et sidste forsøg at underminere weekendens afstemning om EU’s flygtningekvoter i håb om, at den bliver ugyldig.

Efter hundredtusinder af migranter og flygtninge rejste ind i EU sidste år, vedtog medlemslandene en kvotefordeling for nogle af dem. Den fordeling forsøger den ungarske regering nu at få folkelig opbakning til at droppe. Arkivfoto. (Foto: © © Bernadett Szabo / Reuters, Scanpix)

Meningsmålingerne forud for den ungarske afstemning om EU’s flygtningekvoter på søndag peger på, at regeringen får sin vilje, og at ungarerne vil stemme imod kvoterne.

Det har fået flere mindre oppositionspartier til at tage ukonventionelle midler i brug og opfordrer derfor ikke til at stemme for, men i stedet at blive hjemme, skriver ungarske medier.

Hvis over 50 procent af de stemmeberettigede bliver væk, så er afstemningen ugyldig. Og det vil være et nederlag for landets premierminister, Viktor Orbán, vurderer en dansk ekspert.

- For oppositionen har det meget drejet sig om at give Viktor Orbán mindst mulig prestige, og det gøres afgjort bedst ved at stemmedeltagelsen bliver lav, gerne under de 50 procent, siger Søren Riishøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet og med speciale i Østeuropa.

Skal stemme om omfordeling af flygtninge

Ungarns vælgere skal den 2. oktober stemme ja eller nej til omfordelingen af 160.000 flygtninge fra Italien og Grækenland til andre EU-lande – heraf 1.294 til Ungarn. Aftalen blev vedtaget med et flertal af EU-lande sidste år, men indtil videre er ganske få tusinder blevet omfordelt.

Ifølge Søren Riishøj har Orbán to mål med afstemningen, der hverken er juridisk bindende eller formelt i stand til at bremse omfordelingen.

Indenrigspolitisk kan han bruge den til at få opmærksomheden væk fra sociale og økonomiske problemer. Og i europæisk sammenhæng kan han muligvis bruge et godt resultat i videre forhandlinger med EU, selvom EU-Kommissionen har fastholdt, at afstemningen ikke kan ændre noget, forklarer Søren Riishøj.