USA under pres: Selv krigshærgede Syrien støtter klimaaftalen

Syrisk støtte til klimaaftalen kan få stor betydning for jordens fremtid. Det kan tvinge USA til forhandlingsbordet.

Det virker næsten utroligt, at et land, der blot står for 0,21 procent af hele verdens udledning af drivhusgasser, kan ende med redde Jordens fremtid.

Det er måske også en forsimpling og mest af alt et tilfælde.

Men Syriens pludselige intention om at tilslutte sig FN’s klimaaftale fra COP 21-topmødet i Paris i 2015 betyder, at USA nu er det eneste land, der ikke pakker op om aftalen.

USA er fortsat med i klimaaftalen, men præsident Donald Trump meddelte tidligere på året, at landet vil trække sig ud af aftalen, hvilket dog først kan ske den 4. november 2019, og herefter går der et kalenderår, før USA er ude.

Syriens tilslutning til klimaaftalen kan derfor muligvis presse USA til at forblive en del af klimaaftalen. Det mener DR’s klimaekspert Jesper Theilgaard.

- Det isolerer USA udenfor aftalen, og mens de tidligere havde Syrien som ”makker”, er det nu ikke længere tilfældet, og spørgsmålet er derfor, hvad det får af betydning for USA’s rolle i klimaaftalen, siger han.

Jesper Theilgaard vurderer, at hvis USA forbliver en del af klimaaftalen, så vil man kunne øge ambitionsniveauet, og dermed vil reduktionen af drivhusgasser blive større.

14 stater trodser regeringen

Den amerikanske regering har tilkendegivet, at den vil leve op til sine forpligtelser i klimaaftalen frem til udtrædelsen. Det handler blandt andet om fortsat at indrapportere landets samlede udledning af drivhusgasser til FN.

Men Donald Trump presses også internt i USA, fordi flere af staterne har dannet en alliance, der fortsat vil arbejde for målene i Paris-aftalen - trods den føderale regerings beslutning.

14 stater og territoriet Puerto Rico vil leve op til USA's oprindelige mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 26 til 28 procent i forhold til niveauerne i 2005 inden 2025.